08.05.2024 

Region Midtjylland har politianmeldt virksomheden DSH Recycling A/S for at deponere jord uden for det område i Ølst Lergrav i Randers Kommune, hvor virksomheden har dispensation til jorddeponi. 

Politianmeldelsen sker på baggrund af et tilsyn for nylig, hvor Region Midtjylland for første gang siden jordskredet fik mulighed for at besigtige det område, hvor regionen har givet en §52-dispensation fra jordforureningsloven. 

Tilsynet suppleret med nye luftfotos viser, at der er deponeret jord på et ca. tre hektar stort areal uden for det tilladte område. 

Det er nu op til Østjyllands Politi at efterforske sagen. 

Af hensyn til efterforskningen er det ikke muligt for Region Midtjylland at uddybe sagen yderligere.

Fakta

  • Region Midtjylland gav i august 2018 virksomheden Danish Stevedore A/S (senere DSH Recycling A/S) dispensation i henhold til jordforureningslovens §52, så virksomheden inden for et afgrænset område af Ølst Lergrav kunne tilføre ren eller lettere forurenet jord. 
     
  • Dispensationen er givet på baggrund af en forudgående miljøgodkendelse fra Randers Kommune. 
     
  • Nordic Waste A/S har forestået den praktiske håndtering af dispensationen fra jordforureningsloven på vegne af DSH Recycling A/S. DSH Recycling A/S er fortsat indehaver af §52-dispensationen fra Region Midtjylland.