Kortlægning af biodiversitet
Region Midtjylland er i gang med at kortlægge, hvordan det står til med mangfoldigheden af planter og dyr i regionen, som arealmæssigt er landets største.
Sammenhængende natur er afgørende
Hvor giver det mening at gøre en særlig indsats for biodiversiteten?
Det spørgsmål kan vi som region godt blive udfordret på, for Region Midtjylland arealmæssigt er den største region i Danmark, men også et areal med mange interesser og planer for de forskellige områder.
Ud fra et biodiversitetsmæssigt perspektiv giver det mening at lave tiltag steder, hvor der i forvejen er noget biodiversitet og natur, som man kan bygge ovenpå og udvide, fremfor at skulle starte fra bunden på et areal uden meget naturværdi.
Når omtrent 75 pct. af Region Midtjyllands areal er optaget af landbrug, infrastruktur og bygninger, betyder det samtidig også, at der er mindre plads til naturen og til, at den kan brede sig. Det udfordrer biodiversiteten, fordi sammenhængende natur er afgørende for plante- og dyrelivet.
Derfor giver det også god mening at kigge på Region Midtjylland i et større perspektiv og kigge på tværs af skel og kommunegrænser.
Med en kortlægning af biodiversiteten i regionen kan man få et overblik over, hvor naturværdierne ligger og, hvor det kan give mening at lave nogle større sammenhængende naturområder – grønne korridorer – så dyr og planter har de bedste vilkår til at brede sig.
Selve kortlægningen udarbejdes i GIS-format, og forventes lanceret efteråret 2024.