Region Midtjylland har sat gang i to projekter, som handler om at slippe kontrollen fri på offentlige arealer, så der bliver plads til mere mangfoldig natur.

Biodiversitetskrise

Region Midtlylland arbejder med at løse otte store samfundsmæssige udfordringer med udgangspunkt i otte regionalpolitiske fora. Et af de regionalpolitiske fora handler om biodiversitetskrise.

Det regionalpolitiske fora om biodiversitetskrise har givet tolv anbefalinger. En af dem er at slippe kontrollen fri på de offentlige arealer.

Anbefalingen går ud på at ændre driften på arealer ved offentlige bygninger, så der skabes en bevidsthed om naturen og biodiversiteten, men også at anlæggelse og beplantning sker med tanke på og til fordel for de danske plante- og dyrearter.

To pilotprojekter

Med udgangspunkt i anbefalingen fra det regionalpolitiske forum om biodiversitetskrise, har Region Midtjylland sat gang i to pilotprojekter ved:

  • Regionshospitalet Gødstrup
  • Granbo, der er en døgninstitution for Børn og Unge på Djursland.

De to pilotprojekter er udpeget, fordi de hver især rummer forskelligartet natur og målgruppen for brugerne af naturen er meget forskellig.

Regionshospitalet Gødstrup

Regionshospitalet Gødstrup er et nybygget hospital, og arealet omkring hospitalet har været en byggeplads de seneste år. Dette har givet ringe betingelser for alt dyre- og planteliv på matriklen, men giver samtidig også mulighed for at indtænke biodiversiteten i de kommende tiltag, man vil lave på arealerne.

Tiltagene, som laves på Gødstrup skal gerne have en positiv effekt for biodiversiteten, og samtidig skal der også tages hensyn til patienter og personale, hvorfor de handlinger, som udføres i dette pilotprojekt også indtænker de krav og behov, som stilles hertil.

Granbo på Djursland

Anderledes er det på institutionen Granbo, som ligger på en matrikel, der har været institution på i omkring 100 år, først som fattighjem, senere som institution for psykisk syge og senest i dag som døgninstitution for børn og unge.

Det betyder, at naturen på de omkringliggende arealer har fået lov til at gro under helt andre betingelser, end hvad der er tilfældet i Gødstrup.

Udover, at vi håber at kunne give bedre vilkår for naturen er det samtidig håbet, at det øgede fokus på naturen og biodiversiteten skal bruges aktivt i pædagogikken og undervisningen på Granbo, og initiativerne i pilotprojektet tager derfor også hensyn til de ønsker og behov, som der er her.

Kan vi måle en forbedring?

Biodiversitet er en svær størrelse af måle, så hvordan kan vi måle om disse to pilotprojekter gør en reel forskel og giver en forbedring af biodiversitet?

For at besvare det spørgsmål har Region Midtjylland sat et projekt i gang,  som skal spille ind i og forbedre de metoder, man benytter i dag.

Til begge pilotprojekter, har Region Midtjylland allieret sig med biologer fra COWI, som har foretaget baseline-målinger på begge arealer.

Biologerne har talt de forskellige arter af især planter, man finder på arealerne og registreret, hvilken type natur disse er på. Data omregnes til en karakter, som efterfølgende kan bruges som udgangspunkt for efterfølgende undersøgelser, som foretages efter et, fem og 10 år. Ønsket er, at der over tid, kommer flere plante- og dyrearter til, og vi dermed har forbedret biodiversiteten på arealerne.