Om forureningen

I 1963 flyttede Cheminova sin fabrik fra Måløv nordvest for København til Harboøre Tange syd for Thyborøn – et område lige ud til Nissum Bredning i Limfjorden.

I 1961 indstillede Cheminova produktionen på den gamle fabriksgrund efter gradvist at være flyttet i nye bygninger få hundrede meter længere nordpå på det område, der kaldes Rønland. Forureningen på den gamle fabriksgrund opstod i forbindelse med virksomhedens drift og den daværende håndtering af kemiaffald.

I dag håndteres forureningen på den gamle fabriksgrund af FMC (tidl. Cheminova). Virksomheden pumper ca. 68.000 m³ forurenet grundvand op om året. Vandet renses og udledes sammen med fabrikkens øvrige spildevand. Det skal sikre, at forureningen fra fabriksgrunden ikke spredes til omgivelserne.

Gennem tiden er der udført en række undersøgelser af forureningen på grunden. Region Midtjylland fik i perioden 2018-19 undersøgt omfanget og udbredelsen af forureningen på den gamle fabriksgrund. Undersøgelserne viste, at den gamle fabriksgrund er en generationsforurening.

Derfor blev der igen i 2022-23 lavet flere undersøgelser af forureningen med henblik på en eventuel oprensning. Undersøgelserne viste bl.a. langt større mængder af pesticider end først antaget. Omfanget, spredningen og dybden af forureningen på den gamle fabriksgrund gør det dyrt at rense op. 

Region Midtjylland har fået en indledende vurdering af, hvad det vil koste at rense op, så forureningen ikke påvirker mennesker og miljø. Estimatet lyder på mere end 4 mia. kroner. Derfor har man fra Folketinget (det grønne råderum) afsat 100 mio. kroner til at sætte jernspuns om forureningen. På den måde er forureningen indkapslet. Når forureningen senere skal rensens op, skal den være spunset ind under alle omstændigheder.

Regionsrådet har i maj 2024 besluttet, at opgaven med indspunsning skal i EU-udbud hurtigst muligt. Arbejdet med indspunsning forventes at gå i gang i 2026.

Fakta

Forureningsperiode: 1953-1962

Forureningsmængde:

  • Ca. 40 t. pesticider (heraf ca. 32 t. parathion)
  • Ca. 8 t. kviksølv

Forureningsstoffer: Forureningen ligner den, der findes i depotet ved Høfde 42. Dvs. det primært er pesticider (primært parathion) og kviksølv.

Kortlagt areal: ca. 27.000 m² på V2 (konstateret forurenet). 

Afværge: FMC (tidl. Cheminova) udfører en frivillig afværge. Det vil sige, at FMC pumper og renser forurenet grundvand fra den gamle fabriksgrund for at forhindre, at forureningen spreder sig til miljøet.

Tidslinje

2024

Regionen får svar på nye undersøgelser af forureningssituationen som led i forberedelserne til en evt. oprensning. Prøverne viser bl.a., at der ikke bare er mere kviksølv men også langt flere tons pesticider (primært parathion) på grunden end først antaget. 

Det bliver indledningsvist estimeret, at en oprensning med de fornuværende kendte metoder vil koste mindst 4 mia. kroner på grund af omfang, spredning og dybde på forureningen på grunden. 

Folketinget bevilger med deludmøntningen af "det grønne råderum" 100 mio. kroner til indspunsning af den gamle fabriksgrund. Regionsrådet beslutter efterfølgende, at der skal arbejdes på et udbud af opgaven, da en jernspuns er en god løsning for at inddæmme forureningen. Når forureningen skal rensens op, er det alligevel nødvendigt med en spuns.

2023

Undersøgelser og analyser af grunden fortsætter.

2021-2022

Regionen udfører en række undersøgelser. De skal bruges med henblik på at designe en oprensning af forureningen på den gamle fabriksgrund. 

2020

Finansloven for 2021 bliver vedtaget den 6. december med en aftale om 630 mio. kroner over fem år til fase 1 af oprensning af generationsforureninger.

En del af fase 1 dengang er en oprensning af Høfde 42 og oprensning af Cheminovas gamle fabriksgrund i Region Midtjylland.

2019

En politisk aftale i Folketinget betyder, at Region Midtjylland får 50 mio. kroner til det indledende arbejde ift. oprensning af generationsforureningerne på Harboøre Tange.

2018-2019

Region Midtjylland udfører en forureningsundersøgelse, der kortlægger omfang og udbredelse af forurening på den gamle fabriksgrund.

Undersøgelsen vurderer, at der er 15 tons pesticider og seks tons kviksølv på grunden. Nogle områder er meget forurenet, og der er udbredt forurening i overfladejorden på hele grunden. 

Resultaterne betød, at den gamle fabriksgrund officielt kom på listen over de 10 generationsforureninger i Danmark.

2014

De områder, der er omfattet af offentlig indsats, i jordforureningsloven ændres. Region Midtjylland vurderer, at Cheminovas gamle fabriksgrund er omfattet af det, der kaldes offentlig indsats over for overfladevand.

2011

Region Midtjylland overtager tilsynet med FMC's (tidl. Cheminova) afværge på grunden.

2006

Ringkjøbing Amt kortlægger den gamle fabriksgrund efter jordforureningsloven på vidensniveau 2 (konstateret forurening).

1997

Nogle "hotspot-områder" (stærkt forurenede områder) bliver fjernet. Men andre stærkt forurenede områder bliver liggende, da det ikke er muligt at komme af med den forurenede jord i Danmark.

1989

Der udføres undersøgelser på de sidste "hotspot-områder".

1986

Der udføres en række undersøgelser i 1980'erne. I 1986 beskrives en række "hotspot-områder" (stærkt forurenede områder).

1982

Cheminovas afværge på den gamle fabriksgrund etableres. Afværgen består af at pumpe forurenet grundvand op og rense det. Rensningen skal forhindre, at forurenet vand siver ud i Nissum Bredning i Limfjorden.

1980'erne

Der udføres en række undersøgelser af fauna og sediment i Nissum Bredning. Undersøgelserne dokumenterer, at fjorden er påvirket af forureningen fra den gamle fabriksgrund.

1981

Miljøstyrelsen vurderer, at den årlige udsivning fra den gamle fabriksgrund til Nissum Bredning er på mindst tre tons kemikalier. Herudover finder man en markant forurening med kviksølv på grunden.

1967

Området besigtiges af Amtslægen, og politiet besigtiger området. Det sker, fordi der bliver klaget, og fordi der er gravet giftigt affald ned i mv.

1962

Den gamle fabrik bliver fjernet i perioden 1960-1962. Den gamle fabriksgrund dækkes med jord.

1961

Cheminova indstiller produktionen på den gamle fabrik. Al produktion er flyttet til Cheminovas nye bygninger på Rønland lige nord for den gamle fabriksgrund.

1958

Der kommer stigende opmærksomhed på en potentiel forurening. Lokale klager over lugt og afsmag i fisk.

1953

Cheminova lukker sin fabrik i Måløv nordvest for København og flytter produktionen til Harboøre Tange.

Kontakt en medarbejder

Halfdan R. Sckerl

Halfdan R. Sckerl

Jordforurening - sagsbehandler

Telefon: 7841 1905

Mobil: 2114 4619

E-mail: Halfdan.Sckerl@ru.rm.dk

Morten Bondgaard

Morten Bondgaard

Kontorchef

Telefon: 7841 1916

Mobil: 2933 5564

E-mail: morten.bondgaard@ru.rm.dk