Dine muligheder
Du har forskellige muligheder i forhold til undersøgelse og eventuel oprensning af forurening på din boliggrund. Det kan du læse mere om her.
Boligundersøgelse
Hvis du ejer en boliggrund, der er kortlagt som muligt forurenet (V1), har du mulighed for at få lavet en indledende undersøgelse af forureningen. Regionen betaler for undersøgelsen, og du har krav på at få grunden undersøgt inden for 1 år.
Hvis undersøgelsen viser, at jorden er forurenet, bliver grunden kortlagt som forurenet (V2). Hvis undersøgelsen ikke viser forurening, fjerner vi din grund fra kortlægningen.
Ansøg om boligundersøgelseVærditabsordningen
Værditabsordningen er en ordning for boligejere, der har købt en grund uden at vide, at den var forurenet. Værditabsordningen hjælper til med at få grunden hurtigere undersøgt. Ordningen gælder dog kun for boliggrunde, hvor forureningen udgør en sundhedsmæssig risiko for brugen af hus og have.
Med værditabsordningen kan boligejere, mod at betale en egenbetaling på mellem 15.000 og 40.000 kr., få fremrykket en indsats på deres grund uden om den almindelige offentlige indsats. Det er regionen, der vurderer, om en boliggrund er omfattet af værditabsordningen.
Der er en række krav som skal være opfyldt, før forureningen kan omfattes af værditabsordningen. Vi anbefaler, at du kontakter os for at høre nærmere, før du sender en ansøgning.
Læs om værditabsordningen hos Miljøstyrelsen.
Ansøg om værditabsordningNuancering
I Region Midtjylland nuancerer vi alle forurenede boliggrunde. Vi opdeler nuancering i tre forskellige kategorier (F0, F1 og F2), for at gøre det nemmere at forstå, hvad forureningen betyder for dig, når du bruger huset og haven.
Hvis du har en forurenet boliggrund, som ikke er nuanceret, kan du søge om at få Region Midtjylland til at nuancere den.
Læs om nuancering af boliggrunde.
Ansøg om nuanceringBoligerklæring
Selvom din boliggrund er forurenet, er det ikke sikkert, at forureningen udgør en sundhedsmæssig risiko. Derfor er det heller ikke altid nødvendigt at fjerne forureningen.
Hvis din boliggrund er nuanceret som F0 eller F1 kan du søge om en boligerklæring. Boligerklæringen beviser, at Region Midtjylland vurderer, at forureningen på din boliggrund ikke udgør en sundhedsmæssig risiko.
Ansøg om boligerklæringFrivillig undersøgelse
Hvis du gerne vil have lavet en boligundersøgelse, før regionen kan tilbyde at gøre det, kan du selv få lavet en frivillig undersøgelse af boligen og boliggrunden. Det vil typisk koste mellem 25.000 – 50.000 kr.
Det er en god idé at få hjælp fra et rådgivende firma, som har erfaring med jordforurening. Vi anbefaler, at du kontakter os, inden du sætter undersøgelsen i gang. På den måde er du sikker på, at du får undersøgt forureningen korrekt.
Hvis undersøgelsen viser, at jorden er forurenet, bliver grunden kortlagt som forurenet (V2). Hvis undersøgelsen ikke viser forurening, fjerner vi grunden fra kortlægningen. Det betyder, at grunden ikke længere er kortlagt på vidensniveau 1.
Find rådgiverFjern selv forurening
Hvis du ejer en forurenet grund, kan du vælge selv at betale for at fjerne forureningen, hvis du gerne vil have, at grunden ikke længere er kortlagt som forurenet.
Region Midtjylland prioriterer løbende, hvilke forurenede grunde, der skal oprenses. Der kan være lang ventetid, og hvis du ikke vil vente, kan du vælge selv at betale for oprensningen.
Hvis du vil fjerne forureningen selv, er det en god idé at få hjælp af et rådgivende firma, som har erfaring med jordforurening. Vi anbefaler, at du kontakter os og får arbejdet godkendt. På den måde er du sikker på, at du får fjernet forureningen korrekt. Vi ændrer kortlægningen af grunden, når det kan dokumenteres, at forureningen er fjernet tilstrækkeligt.
Find rådgiver til at fjerne forureningKontakt
Telefon
Sekretær: 7841 1999
Telefontid
Mandag til torsdag: kl. 10.00-12.00 og kl. 13.00-15.00
Fredag: kl. 10.00-12.00 og kl. 13.00-14.00