Her kan du læse om PFAS, hvad PFAS betyder for vores sundhed og hvordan Region Midtjylland arbejder med PFAS-forurening.

Hvad er PFAS?

PFAS (per- og polyflouralkyl-stoffer) er en samlet betegnelse for en stor gruppe af kemisk fremstillede og svært nedbrydelige stoffer. Blandt disse PFAS-stoffer er PFOS og PFOA nogle af de mest kendte.

PFAS forekommer ikke naturligt, og alle fund af PFAS skyldes en form for menneskelig påvirkning.

PFAS-forbindelser er både vand-, fedt- og smudsafvisende. De egenskaber gør, at PFAS-stoffer har været brugt i brandskum, fødevareemballage, tekstiler mv. Derfor finder vi også PFAS mange forskellige steder i vores omgivelser. 

Læs mere om PFAS på Miljøstyrelsens hjemmeside.

PFAS og vores sundhed

Sundhedsstyrelsen er i gang med at finde ud af, hvilken betydning PFAS har for menneskers sundhed.

Læs mere om helbredseffekter af PFAS på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Læs mere om PFAS i fødevarer på Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Regionens opgave med PFAS

Regionerne undersøger, afværger og registrerer jordforureninger i form af punktkilder, som kan påvirke grundvand, menneskers sundhed og miljø. Punktkilde-forureninger er forurening på eller fra et afgrænset sted. Det kan være brandøvelsespladser, nedlagte lossepladser eller industri, mens det fx ikke er en punktkilde-forurening, når landbrug spreder pesticider eller slam på markerne.  

Ifølge Jordforureningsloven gælder princippet om, at "forureneren betaler". Det vil sige, at den der har forurenet skal sikre, at der bliver ryddet op. Men hvis der er tale om "herreløse" punktkilde-forureninger eller gamle punktkilde-forureninger, hvor der er sket forurening, selv om fx en virksomhed fulgte datidens regler, er det regionernes opgave at tage sig af dem. 

Når regionen finder PFAS-forurening, vurderer vi, om forureningen udgør en risiko for grundvand, menneskers sundhed eller miljø. Hvis forureningen udgør en risiko, skal regionen sikre, at der etableres afværge. Det kan fx være ved at fjerne forureningen eller forhindre at den spreder sig.

Læs om regionernes arbejde med PFAS på Danske Regioners hjemmeside

PFAS-forurening i Region Midtjylland

Siden 2014 har Region Midtjylland undersøgt for PFAS i forbindelse med forureningsundersøgelser. I 2023 bliver indsatsen mod PFAS-forureninger styrket – bl.a. med en ekstra bevilling på fire mio. kroner årligt.

Der vil bl.a. blive undersøgt flere grunde for PFAS og sikret mere viden om udbredelse af forurening med PFAS fra fx havskum.

I 2023 er der flere større PFAS-forureninger på Region Midtjyllands aktivitetsliste. Der er bl.a. en nedlagt losseplads med tæppeaffald, en tidligere forkromningsvirksomhed, en tidligere brandøvelsesplads og en tæppeproducent, der tidligere har brugt PFAS i produktionen. Alle stederne er der risiko for, at PFAS kan sprede sig til områder, hvor der indvindes drikkevand, eller hvor der muligvis skal indvindes drikkevand i fremtiden.

PFAS på Harboøre Tange

I 2022 ledte prøver fra en losseplads syd for Thyborøn til et generelt fund af PFAS i grundvand, drænvand, overfladevand (søer, fjorde og hav), vildt, græs og jord.

Læs mere om PFAS på Harboøre Tange. 

Hvem gør hvad ved fund af PFAS-forurening?

Sundhedsstyrelsen har en oversigt over, hvilket ansvar de forskellige myndigheder har i forhold til PFAS.

Se oversigt over myndigheders ansvarsområder på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Miljøstyrelsen har efter fundet af PFAS-stoffet PFOS fra en brandøvelsesplads ved Korsør lavet en generel tjekliste over, hvilke myndigheder, der har ansvar for hvad, i forhold til brandøvelsespladser.

Se Miljøstyrelsens tjekliste ift. brandøvelsespladser.

Kontakt en medarbejder

Morten Bondgaard

Morten Bondgaard

Kontorchef

Telefon: 7841 1916

Mobil: 2933 5564

E-mail: morten.bondgaard@ru.rm.dk

Lone Egeris Lund

Lone Egeris Lund

Teamleder

Telefon: 7841 1926

E-mail: lonlud@rm.dk

Thomas Ljungberg

Thomas Ljungberg

Jordforurening - sagsbehandler

Telefon: 7841 1939

Mobil: 2033 3595

E-mail: thomas.ljungberg@ru.rm.dk