Her kan du ansøge om projekt og søge tilskud til udviklingsprojekter i testhuset i Roslev.

Hvad vi tilbyder

Hvis du har en god idé til et projekt, så giver vi dig lige nu en enestående mulighed for at gennemføre udviklingsrelaterede projekter på en ejendom i Roslev i Skive Kommune.

Projektet skal bidrage til løsning af regionernes forureningsrelaterede udfordringer vdr. beskyttelse af grundvand i forbindelse med jord- og grundvandsforureninger.

Projektet skal desuden støtte op om Region Midtjyllands handleplan for jordforurening i forhold til vidensdeling, samarbejde og udvikling af fremtidens løsninger.

Hvem kan søge

Danske virksomheder, myndigheder og universiteter evt. i partnerskaber kan søge om midlerne. Der kan søges om lønmidler, udgifter til analyser og feltarbejde.

Hvad kan du søge støtte til

Du kan søge støtte til udviklingsprojekter, der har til formål at undersøge, teste og/eller dokumentere:

  • forureningsforhold i grundvand
  • oprensning af jordforurening eller forurening i grundvand
  • afskæring af forureningsspredning til grundvand eller bolig.

Udviklingsprojekterne kan være alt fra test af udstyr, litteraturstudier, undersøgelsesmetoder til pilotprojekter og test af afværgemetoder.

Hvis du ønsker at afprøve en specifik metode eller teknik, skal både testen og resultaterne have fokus på anvendelse og relevans i forhold til andre af regionens lokaliteter. 

Region Midtjylland stiller testhuset i Roslev til rådighed til feltundersøgelser og tests.

Læs mere om testhuset.

Projektet skal påbegyndes og udføres i 2023.

Ansøgning

Frist for ansøgning er fredag den 7. juli 2023.

Hvis du har en projektidé, skal du sende en kort og præcis ansøgning (max 4 A4-sider).

Ansøgningen skal beskrive:

  • udviklingsprojektet og formålet med projektet
  • forventede output og anvendelighed
  • overslag på økonomi
  • tidsplan
  • forventet bemanding
  • nødvendige forundersøgelser.

Der er fortrolighed omkring de indkomne projektidéer, uanset om de bliver udført eller ej.

Ansøg via mail

Ansøgningsproces

Region Midtjylland læser de indsendte ansøgninger og vurderer, hvilke idéer der skal arbejdes videre med. Udvalgte ansøgere kan blive bedt om at udarbejde en mere detaljeret projektbeskrivelse før den endelige udvælgelse og kontraktindgåelse.

Vi giver tilbagemelding på ansøgninger i slutningen af uge 33.

Økonomi

Budgetrammen for udviklingsprojekterne i 2023 forventes at være i størrelsesordenen 500.000 kr., som kan fordeles på et eller flere projekter. Hvor mange afhænger af de indkomne forslag.

Region Midtjylland kender på nuværende tidspunkt ikke budgetrammen for 2024, men alt efter, hvilke projektforslag vi modtager, vil der potentielt kunne afsættes økonomi i 2024.

Det vil blive vægtet positivt, hvis du som ansøger selv ønsker at bidrage ved selv-/medfinansiering.

Kriterier og krav

For at projektet kan komme i betragtning, skal man opfylde minimum et af følgende krav:

  • data/resultater skal stilles til rådighed for alle
  • medfinansiering af projektet.

Derudover skal man kunne underskrive tro- og loveerklæring indeholdende Rådets Forordning 2022/576 om Rusland.

Download tro- og loveerklæring.

Formidling af projekter

Region Midtjylland forventer, at man i forbindelse med afslutning af udførte projekter:

  • Præsenterer resultater og konklusioner internt hos Region Midtjylland.
  • Præsenterer resultater og konklusioner eksternt på relevante konferencer eller webinarer hvis det i projektgruppen vurderes relevant.

Udarbejder en letlæselig teknisk rapport på dansk, der formidler projektet. Rapporten skal beskrive formål, resultater og konklusioner og evt. anbefalinger til videre arbejde. Rapporten skal offentliggøres på Region Midtjyllands hjemmeside, og skal jf. lov om webtilgængelighed overholde PDF/UA-standarden (ISO 14289).  

Om testhuset

Region Midtjylland stiller testhuset i Roslev til rådighed. Huset er tidligere anvendt til renseri og bolig, men i dag er det ubeboet. Lokaliteten er primært forurenet med chlorerede opløsningsmidler og PFAS (op til 33 ng/l sum 4). Detaljerede analyseresultater kan fremsendes ved anmodning.

Lokaliteten ligger uden for område med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsopland. Der er derfor udført begrænsede undersøgelser rettet mod grundvandet.

Læs beskrivelse af regional geologi og hydrogeologi i området.

Region Midtjylland har ejet huset siden oktober 2019. Der er fra april 2020 til april 2022 foretaget kontinuerte målinger i og omkring testhuset. Der er målinger af chlorerede opløsningsmidler og nedbrydningsprodukter i indeluft, poreluft og terrænnært grundvand, hertil er grundvandsstand og temperatur registreret løbende. Der er desuden i 2021 opsat en vejrstation.

De primære aktiviteter, der er foregået i huset, har været med henblik på bedre forståelse af spredning til og i en bolig på en forurenet grund. Der er f.eks. udført/igangsat projekter om canisterstyring, vinylchlorid i kloakker, test af IOT muligheder m.fl.

Læs mere om testhuset.