Gode råd til ansøgere
Kulturpuljen er pt. lukket som følge af aftale om sundhedsreformen 15. november 2024.
Lav en god ansøgning
Den regionale kulturudviklingspulje modtager årligt omkring 100 ansøgninger om tilskud til kulturprojekter der samarbejder på tværs af regionens 19 kommuner.
Her finder du vores gode råd til, hvordan du udarbejder en god ansøgning til puljen.
Undersøg om projektet falder inden for det puljen støtter
Start med at undersøge, om dit projekt ligger inden for de indsatsområder, puljen støtter.
Indsatsområderne er beskrevet i regionens kulturpolitik:
Se Region Midtjyllands kulturpolitik.
Puljen støtter udelukkende regionale kulturprojekter der går på tværs af kommunerne i Region Midtjylland. Minimumskravet for ansøgninger til puljen er, at projektet skal være bestå af minimum to kulturpartnere fra to af regionens kommuner. Lokale projekter, der foregår inden for en kommune kan ikke støttes med de regionale midler.
Der findes mange forskellige offentlige og private støttemuligheder til kulturlivet. Start derfor med at vurdere, om regionens kulturudviklingspulje er relevant at søge til dit projekt.
Sæt det rigtige hold
Partnerskaber er grundstenen i regionens kulturudviklingsindsats. Et godt samarbejde er essentielt i udviklingen af nye produkter og arbejdsformer, da innovation og kreativitet opstår i mødet med andre, der ikke (nødvendigvis) ligner os selv.
Derfor er omdrejningspunktet for puljen at understøtte etablering af stærke partnerskaber mellem kulturaktører på tværs af både brancher og geografi.
Start derfor med at vurdere om du har alle relevante partnere med de rette kompetencer med for at kunne gennemføre projektet.
Kontakt os før du søger og gerne i god tid
Mange gode projekter begynder med en dialog mellem ansøger og regionens kulturteam.
Hvis du kontakter os, før du søger støtte, kan vi bedre rådgive dig og hjælpe med at vurdere om det er relevant for dig at søge regionale midler til dit projekt.