Om puljen

Region Midtjylland åbner for ansøgninger til en ny pulje, der støtter projekter inden for kultur som sundhedsfremme. Puljen har til formål at styrke og forankre eksisterende initiativer, der arbejder i krydsfeltet mellem kultur og sundhed, og som ønsker at videreudvikle deres metoder og tilbud. Puljen er målrettet projekter, der allerede har etableret et samarbejde mellem kulturliv og sundhedssektor, og som ønsker at videreudvikle og forankre deres metode.

Der er i alt 8 mio. kr. til uddeling i 2025, og projekter skal søge minimum 1 mio. kr. Der kan søges om støtte til projekter af op til tre års varighed, og ansøgere skal medfinansiere minimum 25 % af det samlede budget.

Hvem kan søge puljen

Puljen kan søges af:

  • Kulturinstitutioner
  • Foreninger
  • Offentlige organisationer
  • Vidensinstitutioner.

Projektet skal udvikles i samarbejde mellem partnere fra både kultur- og sundhedssektoren i Region Midtjylland. Regionen ser gerne samarbejde med regionens sundhedsinstitutioner. En regional institution kan ikke være ansøger eller beløbsmodtager.

Ansøger skal have et CVR-nummer med tilknyttet NEM-konto for at kunne modtage støtte fra regionen.

Hvad kan du søge støtte til

Puljen støtter regionale kultur som sundhedsfremme projekter, der:

  • videreudvikler og forankrer tilbud, initiativer eller arbejdsformer inden for kultur som sundhedsfremme,
  • samarbejder bredt med forskellige aktører på tværs af kultur- og sundhedssektoren,
  • arbejder med at etablere en forretningsmodel, der kan understøtte projektets langsigtede forankring,
  • fremmer ny læring og viden og arbejder aktivt for at dele denne viden med andre, understøtter social, miljømæssig og/eller økonomisk bæredygtighed.

Vi støtter ikke

  • Tilskud til drift eller ansøgers almindelige virksomhed.
  • Pilotprojekter og indledende projektudvikling.
  • Projekter, der hovedsageligt er til gavn for ansøger selv f.eks. anlægsprojekter, indkøb af værker og lignende.
  • Produktion eller markedsføring af enkeltstående eller tilbagevendende events som f.eks. festivaler.
  • Projekter, der i væsentlig grad er afsluttet inden ansøgningsfristen.

Ansøgningsfrister

  • 5. maj 2025 kl. 23.59: Indsende projektidéer til forhåndsgodkendelse.
  • 6. juni 2025 kl. 23.59: Indsende endelig ansøgning.

Ansøgning

Projektidéer skal indsendes via regionens digitale ansøgningsportal. Kun ansøgere med forhåndsgodkendt projektidé kan indsende endelig ansøgning.

Alle oplysninger i ansøgningsskemaet skal udfyldes, før ansøgningen kan sendes. Bilag kan vedhæftes, men det anbefales, at alle væsentlige beskrivelser af projektet fremgår af ansøgningen.

Indsend projektidé

Krav

Ansøgningerne bliver vurderet ud fra følgende:

  • Projektet skal arbejde i krydsfeltet mellem kultur og sundhedsfremme.
  • Projektet skal være relativt etableret med afprøvet og evalueret inden ansøgning.
  • Projektet skal have minimum to partnere fra hhv. kultursektoren og sundhedssektoren.
  • Projektet skal være forankret i Region Midtjylland.

Formalia

  • Medfinansieringen skal udgøre minimum 25 % af det samlede budget.
  • Medfinansieringen kan være egne løntimer, kontante midler eller eksterne midler fra kommune, stat, EU, andre kulturinstitutioner m.m.
  • Frivilligt og ulønnet arbejde kan ikke indgå som medfinansiering.
  • Projektet skal kommunikeres og Region Midtjylland skal nævnes som støttegiver i alt materiale.
  • Projektets resultater skal videreformidles, og ansøger forpligter sig til at deltage i arrangementer med henblik på at udveksle erfaringer med andre aktører.
  • Region Midtjylland forbeholder sig retten til at stille krav om ekstern rådgivning og evaluering i forbindelse med projektets gennemførsel.

Læs standardvilkår og støtteberettigelsesregler for Region Midtjyllands udviklingspuljer.

Hvordan vurderes ansøgningerne

Ansøgninger vurderes på baggrund af det materiale, der er indsendt ved ansøgningsfristens udløb. Hvis det i forbindelse med sagsbehandlingen viser sig at være uklarheder, kan administrationen i særlige tilfælde stille opklarende spørgsmål til ansøgningen. Grundet aflevering til politisk behandling kan vi ikke tage højde for eftersendt materiale.

Ansøgningerne vurderes på baggrund af:

  • Potentiale og effekt: Projektet skal bidrage til at forankre regionale kultur som sundhedsfremme initiativer. Der skal være fokus på videreudvikling, skalering og udbredelse af eksisterende tilbud med henblik på permanent forankring og drift.
  • Partnerskab og organisering: Organiseringen i projektet skal omfatte partnere med både kultur- og sundhedsfaglige kompetencer. Der lægges vægt på partnerskabets samlede kompetencer – forretningsmæssigt, strategisk og operationelt.
  • Økonomi og levedygtighed: Budget og finansieringsplan realistisk set i forhold til projektets aktiviteter og ambitionsniveau. Projektet skal have fokus på forankring og bruge projektperioden på at udarbejde en bæredygtig forretningsplan, der synliggør hvordan projektet gøres levedygtigt på sigt.
  • Læringsopsamling og evaluering: Projektet skal have fokus på systematisk læringsopsamling eller bygge videre på tidligere viden eller følgeforskning. Der lægges vægt på, at projektet på ansøgningstidspunktet ved hvordan man vil stille viden og erfaringer til rådighed for relevante parter.  

Behandling af ansøgninger

Ansøgningerne vurderes og behandles politisk i udvalg for Regional Udvikling og godkendes efterfølgende i regionsrådet.

Rådgivning og vejledning

Potentielle ansøgere anbefales at kontakte Region Midtjylland forud for indsendelse af projektidéer. Find kontaktoplysninger på kultur som sundhedsfremme konsulenterne på regionens hjemmeside.

FAQ

Den regionale kulturudviklingspulje lukkes

Region Midtjyllands opgaver på kulturområdet bortfalder pr. 1. januar 2027 som følge af sundhedsreformen. Regionsrådet har vedtaget, at regionens opgaver på kulturområdet allerede fra 2025 tilpasses, så ressourcerne allokeres til de indsatser, der retter sig mod de fremadrettede opgaver i regionen.

Den regionale kulturpulje nedlægges, og midlerne herfra uddeles i 2025 gennem et open call til større projekter inden for kultur som sundhedsfremme.