Donika Tufa (t.h.) her sammen med afdelingssygeplejerske på afsnit M1, Marianne Ærthøj Pedersen. Foto: Agata Ewa Lenczewska-Madsen 

Portrætserie: Afsnit 1 - Region Midtjylland

Sundhedsinnovation handler for 42-årige Donika Tufa om at være tæt på læger, sygeplejersker og patienter på Regionshospitalet i Silkeborg. Herfra er hun meget bevidst om at være en del af et større økosystem for sundhedsinnovation i regionen.

Se introduktion til portrætserien og find de øvrige afsnit her.

26.08.2020 

Nysgerrighed er nøgleordet.

Det var nysgerrighed, da Donika Tufa på anbefaling fra danske venner i hjemlandet Albanien besluttede sig for at prøve et højskoleophold i Danmark. Året var 1998, og Donika Tufa syntes tilpas godt om landet til, at hun blev boende.

Det var også nysgerrighed, der i 2013 fik den uddannede radiograf til at tage efteruddannelsen innovations- og produktudvikling i sundhedsvæsenet, som udbydes af Aarhus Universitet indenfor Health. Uddannelsen har fokus på sundhedsinnovation og produktudvikling med udgangspunkt i brugerens behov.

Endelig er det også nysgerrighed, som driver Donika Tufas daglige arbejde med sundhedsinnovation hos Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg. Idéen om at nærheden til læger, sygeplejersker og patienter er den bedste vej til at finde nye løsninger på problemer.

- Jeg er helt klart nysgerrig på at arbejde med deres ønsker og behov. Jeg har et ønske om at vide, hvorfor klinikerne synes, at en bestemt arbejdsgang er besværlig. Hvad er det, der gør, at vi bliver forsinket i forhold til nogle aftaler med patienterne? Hvordan kan vi optimere vores patientforløb, og hvordan kan vi arbejde hen imod patienternes præferencer? Hvordan leverer vi nogle gode ydelser, som er i overensstemmelse med klinikkernes, patienternes og samarbejdspartneres behov?

- Der spiller sundhedsinnovation en afgørende rolle for at imødekomme både klinikernes og patienternes behov, siger Donika Tufa, der har været ansat på Regionshospitalet Silkeborg siden 2008, hvor hun startede som it-administrator i røntgen og scanning.

Metoden, som Donika Tufa benytter sig af i sit arbejde med sundhedsinnovation, lyder enkel. Hun er opsøgende.

- Det er vigtigt at være tæt på både læger, sygeplejersker og patienter her på regionshospitalet. Jeg tager kontakt til dem og snakker med dem. Det er min indgangsvinkel. Jeg tager udgangspunkt i de behov, der er i klinikken. Hvilke problemstillinger opstår i den kliniske hverdag? Hvad er patienternes perspektiv på det?

Hvorfor udebliver patienter?

Arbejdspladsen er et kontor på cirka 20 kvm på regionshospitalets Diagnostisk Center, men sundhedsinnovation rækker for Donika Tufa langt ud over de fire vægge i Silkeborg. Sundhedsinnovation er nemlig i høj grad en fælles indsats, mener hun.

- Mange problemstillinger oplever vi ikke kun her i Silkeborg. De oplever det også på for eksempel Regionshospitalet Viborg, på Aarhus Universitetshospital og hos praktiserende læger og tandlæger overalt i regionen. Så det gælder om at se det større perspektiv. Hvordan kan vi arbejde målrettet for at løse det her problem, sådan så det også kommer til at gavne kollegerne i Viborg? Vi skal ikke lave en løsning til kun én læge, men en løsning, der sikrer, at andre læger også kan have glæde af det.

- Lige nu arbejder jeg for eksempel med udeblivelser af patienter. Altså patienter, der udebliver fra en planlagt undersøgelse, for eksempel en røntgenundersøgelse med scanning. Der er skrevet rigtig meget om, hvorfor patienter udebliver, og der er lavet en del forskningsundersøgelser. Men jeg er stadig nysgerrig på at vide hvorfor patienterne udebliver fra undersøgelsen, siger Donika Tufa.

Hvorfor udebliver patienterne egentlig fra undersøgelser? Det har Donika Tufa sat sig for at undersøge. Foto: Foto: Agata Ewa Lenczewska-Madsen 

Og så er der ikke andet at gøre end at være opsøgende.

- Så jeg vælger at ringe til patienterne og spørge om, hvorfor de udebliver. Det giver mig et indblik i deres situation. Men jeg er også nysgerrig efter at vide, hvad tandlægerne oplever i forhold til deres udeblivelser. Hvad oplever de praktiserende læger om deres udeblivelser, og hvad oplever kommunerne? Hvilke problemstillinger er der?

- For der kan være mønstre og tendenser, som man kan tage ved lære af, så det ikke bliver en snæver måde at se tingene på, men at man får et større perspektiv at analysere på. Det handler om at få skabt nogle helhedsorienterede løsninger, som er til gavn for en større befolkningsgruppe, siger Donika Tufa.

Bevidst om økosystemet

De færreste har en stilling, hvor de udelukkende arbejder med sundhedsinnovation. Det står heller ikke i Donika Tufas stillingsbeskrivelse som kvalitetskoordinator, at hun skal gøre det, men når hun kigger i kalenderen, kan hun se, at langt det meste af tiden går med sundhedsinnovation.

De mange timer med sundhedsinnovation har gennem årene skabt mange samarbejdsrelationer til andre hospitaler, praktiserende læger, vidensinstitutioner og private virksomheder, der alle er en del af et større økosystem i Region Midtjylland, hvad enten de er bevidste om det eller ej.

Selv er Donika Tufa helt med på sin rolle.

- Jeg vil sige, at jeg er meget bevidst omkring at være en del af et økosystem for sundhedsinnovation. Økosystemet spiller en vigtig rolle, fordi jo flere sundhedsinnovative løsninger, der skabes mellem flere parter, desto større effekt og værdi vil det have på længere sigt, og det vil også være en samfundsøkonomisk gevinst.

- Det er ikke mindst vigtigt at se, om man kan inddrage nogle private virksomheder i at understøtte sundhedsinnovation. Nogle gange kan vi søge penge i puljer gennem Regional Udvikling i Region Midtjylland, men når vi ikke kan det, hvordan kan vi så inddrage de private virksomheder?

Et godt eksempel på virksomhedsinddragelse kunne for eksempel være point of care-diagnostik, altså de tilfælde hvor patienten kan gennemføre en test hos sig selv, uden at skulle møde op på en klinik.

- Hvordan kan man hjælpe patienterne med at finde ud af, om de har en halsbetændelse eller ej? Om de har mellemørebetændelse eller ej? Sådan så patienterne kan lave noget selvdiagnostik. Det kunne jo være, at en privat virksomhed havde udviklet en super god app, og at de vidste lige præcis, hvordan man kan måle det her.

- Virksomheder kan sige; ”Hvordan kan vi understøtte klinikkernes arbejde, således at I har nogle gode validerede data til diagnostik og behandling?” Så vil der komme sådan en cirkulær bevægelse i forhold til at få flere af de her aktører i spil og skabe en større værdi for alle parter, siger Donika Tufa.

Vær mere nysgerrig

Der er dog plads til forbedringer i økosystemet for sundhedsinnovation, og det handler ifølge Donika Tufa igen om nysgerrighed.

- Jeg drømmer om, at vi alle får en større nysgerrighed i forhold til kulturen i sundhedssystemet, sådan så vi arbejder meget mere målrettet med sundhedsinnovation. Jeg drømmer om at udbrede læring og viden om brugerdrevet innovation i hele organisationen, således at alle medarbejdere betragter sundhedsinnovation som en naturlig del af deres hverdag. At man bliver bevidst om, og reflekterer over de ting, som irriterer en.

- Vi skal udvikle bæredygtige løsninger, som er til gavn for patienter, sundhedsprofessionelle og private virksomheder. Bringe de forskellige aktører i spil. Det kan også være vidensinstitutioner som Ingeniørhøjskolen eller professionshøjskoler. Jo mere tværfaglig man er i at udvikle en løsning, desto mere kreativ og bæredygtig vil løsningen være på længere sigt.

Ofte starter sundhedsinnovation med en god idé lokalt, og den kan så blive til mere.

- Det er vigtigt at støtte sundhedsinnovation lokalt, der hvor det er. Lokalt kender man organisationen, samarbejdspartnerne og problemstillingerne. Hvis du får en god idé lokalt, kender du også dem, der er primus motor for at køre projekterne. Dit kendskab vil give dig glæde, engagement, og du vil kunne lykkedes i forhold til implementeringsdelen. Siden kan du løfte din viden til et højere niveau i samarbejde med andre, siger Donika Tufa.

- Økosystemet er netop at tilgodese det lokale, som godt kan løftes op på et højere niveau. Det kræver bare noget arbejde med kultur og bevidsthed om, at det er noget, vi gerne vil.