Regionsrådet tildelte i dag sin landsbypris på 150.000 kroner til Asferg i Randers Kommune. Den nye initiativpris på 25.000 går til Nørre Snede.

26.04.2023

Dagens regionsrådsmøde startede med klapsalver og fejring, da regionsrådsformand Anders Kühnau som første punkt på dagsordenen kunne afsløre vinderen af årets landsbypris.

Prisen går til landsbyen Asferg i Randers Kommune. Her har de cirka 660 indbyggere skabt et stærkt organiseret lokalsamfund, der har oplevet vækst gennem flere år. Bl.a. med fokus på sundhed, trivsel og aktiviteter for hele familien samt en professionelt drevet idrætsforening med to ansatte. 

- Borgerne og foreningerne i Asferg har i den grad vist, at man kan skabe udvikling og gode livsvilkår, selv om man bor i en lille by. De trækker på egne ressourcer, de skaber handling, og det virker. Derfor er Asferg en værdig vinder på baggrund af et stærkt kandidatfelt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

- Jeg tager en Landsbypris med hjem til Asferg i dag, og det er simpelthen bare fantastisk. Det er en kæmpe anerkendelse af en stor fælles indsats. Og så er der jo et bevis på noget, som vi der bor der godt ved. Asferg er en fantastisk by, og et godt sted at bo, lød det fra en glad Jens Peter Hansen, der modtog prisen på vegne af landsbyen.

Skulderklap til initiativ

I alt 10 lokalsamfund var indstillet til Landsbyprisen 2023. Efter rådgivning fra et eksternt fagligt panel blev feltet skåret ned til fem finalister. Foruden Asferg var det.

  • Løvel i Viborg Kommune
  • Skjød i Favrskov Kommune
  • Ramme og Lomborg i Lemvig Kommune
  • Nørre Snede i Ikast Brande Kommune

Foruden vinderen af landsbyprisen vedtog regionsrådet også, at Nørre Snede vinder initiativprisen. Det er en helt ny pris, der gives til en landsby, som har gjort en særlig bemærkelsesværdig indsats på et område for at skabe udvikling i lokalsamfundet, der kan være med til at inspirere andre. Prisen er på 25.000 kroner.

Nørre Snede får initiativprisen for en målrettet udviklingsplan med udgangspunkt i både FNs 17 verdensmål og lokalområdets kulturhistorie.

- Der er blevet gjort – og bliver gjort – en stor indsats i Nørre Snede. Så vi er selvfølgelig stolte og glade for at kunne tage denne pris med hjem til byen, siger Hans Jørgen Jensen, formand for lokalrådet i byen.

- Med Landsbyprisen hylder vi en landsbyer, der gør det ekstraordinært godt. Men prisen skal også være med til understøtte vidensdeling og inspiration mellem de heldigvis rigtig mange levende og stærke lokalsamfund i regionen. Det er noget af det, vi forsøger at styrke ved at uddele en initiativpris til en af kandidaterne til Landsbyprisen, der har gjort en bemærkelsesværdig indsats på et særligt område. Det lever Nørre Snede i høj grad op til med sit fokus på at skabe udvikling med fokus på bæredygtighed, siger Anders Kühnau.

Se videopræsentationer af de fem finalister til landsbyprisen og læs mere på Landsbyviden.rm.dk

Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) hilste på repræsentanter fra vinderen af Landsbyprisen, Asferg i Randers Kommune, og Nørre Snede i Ikast-Brande Kommune, der fik Initiativprisen. Foto. Region Midtjylland.

Fokus på det gode bæredygtige liv i hele regionen

  • Region Midtjylland uddeler hvert år Landsbyprisen på 150.000 kroner. Prisen går til en landsby, der viser nye veje til det gode og bæredygtige liv i landsbyer og lokalområder.
  • Formålet med landsbyprisen er at sætte fokus på landsbyer og lokalsamfund som attraktive steder at bosætte sig. Samtidig skal prisen bidrage til at understøtte udvikling og fornyelse i regionens landsbyer.