Fra juni 2023 udmøntes tilpasning af rutenettet på godt 41 mio. kroner. Seks ruter får mere kørsel end først antaget.

23.03.2023

Regionsrådet har nu godkendt Midttrafiks forslag til nye køreplaner, der gælder fra 25. juni 2023. Køreplanerne er lavet på baggrund af den tilpasning, rådet vedtog før nytår. Det betyder, at de nye køreplaner udmønter tilpasning af bus-afgange for 41 mio. kroner. Det samlede budget til regional kollektiv trafik er dog større end nogensinde med ca. 381 mio. kroner.

I forhold til det oprindelige køreplans-forslag har regionsrådet samtidig besluttet at øge antallet af afgange på seks ruter. Det sker af hensyn til transport af elever til ungdomsuddannelser og på baggrund af den offentlige høring af køreplanen, Midttrafik gennemførte i januar. Her modtog trafikselskabet cirka 2.800 høringssvar.

- De regionale busser løser en vigtig opgave i samfundet, og derfor er det også alvorligt, når vi har været nødt til at tilpasse antallet af afgange. Nu har vi skabt ro omkring økonomien, det er trods alt lykkedes at fastholde et godt rutenet, og samtidig har vi på baggrund af de mange input fra borgerne kunnet sikre ekstra kørsel til en række uddannelser. Nu handler det om at tænke nyt, så vi kan fremtidssikre den kollektive trafik, siger regionsrådsformand, Anders Kühnau (S).

Behov for nye løsninger

Baggrunden for tilpasningen var flere år med lave indtægter kombineret med en stor stigning i udgifterne til busdriften. Bl.a. forstærket af krigen i Ukraine.

Tilpasningen blev lavet på baggrund præcise rejsedata, møder med alle berørte kommuner samt regionsrådets beslutning om for så vidt muligt kun at fjerne busafgange, som meget få bruger, samt prioritere transport af uddannelsessøgende. Regionen lavede derudover en række offentlige møder for at få input til de reelle behov, borgerne oplever.

Den proces gjorde det tydeligt, at der ud over det akutte økonomiske problem, også er en mere strukturel udfordring for busdriften. Kort fortalt: Der mangler passagerer, og der er brug for mere fleksible løsninger.

- Kollektiv trafik skal ikke give overskud, men det skal give mening. Der skal ikke køre store busser rundt med kun ganske få passagerer, og vi skal udvikle et tilbud, der modsvarer de behov borgere, virksomheder og uddannelser har. Det er en fælles udfordring som både vi og kommunerne er ramt af. Derfor har vi fra regionens side også nu sat gang i et arbejde, hvor vi samarbejder bredt om at finde løsninger, siger Anders Kühnau.

Fakta

  • Regionsrådet igangsatte i 2022 en proces, der skulle bringe balance i økonomien i den regionale kollektive trafik. Stærkt stigende omkostninger, bl.a. på grund af krigen i Ukraine, kombineret med lav indtjening, betød at regionen fik markant mindre kørsel for de samme penge.
  • Midttrafik udarbejdede i efteråret forslag til et katalog med konkrete forslag til tilpasninger for cirka 41 mio. kroner på regionalruterne.
  • Læs mere om arbejdet med at fremtidssikre den regionale kollektive trafik
  • Den nye køreplan træder i kraft 25. juni 2023. Den vil inden da kunne ses på Midttrafiks hjemmeside.

Seks ruter får mere kørsel

  • 26 Holstebro – Spjald – Skjern 
  • 53 Herning – Viborg
  • 72 Holstebro – Skive
  • 81 Herning – Sdr. Felding – Grindsted
  • 202 Vejle – Horsens - Aarhus
  • 215 Vejle – Tørring – Silkeborg

Find detaljer om justeringerne på dagsordenen til regionsrådets møde her.