09.06.2023

Region Midtjylland og kemivirksomheden FMC Site Rønland (tidl. Cheminova) på Harboøre Tange er enige om at lave en midlertidig samarbejdsaftale.

Aftalen, som regionen og virksomheden arbejder på, er et signal om et tættere samarbejde mellem FMC og regionen som myndighed. Aftalen omhandler FMC's frivillige afværgetiltag ift. gamle forureninger på virksomhedens fabriksgrunde på Harboøre Tange i Vestjylland.

For nylig kom det frem, at en gammel forurening på Rønland ud mod Nissum Bredning er langt kraftigere og mere udbredt end hidtil antaget. Siden da har regionen sat ny undersøgelser i gang, kontaktet miljøministeren og er gået i dialog med FMC. 

Første møde og nu aftale på vej

Foto fra møde mellem Region Midtjylland og FMC den 1. juni. Fra venstre formand for Udvalget for Regional Udvikling Bent Graversen (V), adm. direktør for FMC Site Rønland Jakob Kyllesbech og næstformand i Udvalget for Regional Udvikling Henrik Qvist (EL). Foto: Region Midtjylland

Den 1. juni 2023 mødtes politikere og embedsmænd fra Region Midtjylland med repræsentanter fra den amerikansk ejede kemivirksomhed på Rønland på Harboøre Tange. Aftalen mellem parterne skal sikre mest mulig viden om de gamle Cheminova-forureninger og deraf bedre løsninger og muligheder for at forhindre spredning af forurening til omgivelserne.

- Frivillige aftaler er jo nu engang frivillige, og det kan vi ikke ændre. Derfor er det vigtigt for os, at FMC er enige i, at det vil være nyttigt med et tættere og mere forpligtende samarbejde. Det handler jo om to af de tre generationsforureninger fra Cheminova-tiden på henholdsvis den nuværende og gamle fabriksgrund. Og den samfundsudfordring det er at forhindre spredning til miljøet, løfter vi bedst i fællesskab, siger Bent Graversen (V), formand for regionens Udvalg for Regional Udvikling. 

- Det er klart, at vi selvfølgelig også er interesseret i og glade for en samarbejdsaftale med regionen. Vi vil jo gerne, at det vi gør for at forhindre de gamle forureninger i at sprede sig er på linje med regionens forventninger. Ved at arbejde tættere sammen om den viden vi hver især har, forventer vi at få mest muligt ud af de indsatser, vi laver, siger adm. direktør for FMC Site Rønland Jakob Kyllesbech.

Fra påbud til frivillig indsats

Luftfoto af Rønland, Harboøre Tange (2019). Foto: Region Midtjylland

Siden 1980'erne har der været krav om, at kemivirksomheden FMC (tidl. Cheminova) skulle drive afværge, så forurening ikke spreder sig til naturen og vandmiljøet omkring Rønland.

De krav har Miljøstyrelsen for nylig droppet. Nu er det frivilligt for FMC, om virksomheden vil pumpe og rense grundvand i området ift. de gamle forureninger. Miljøstyrelsens beslutning betyder også, at Region Midtjylland i slutningen af december overtog ansvaret for de gamle forureninger.

- Når vi insisterer på en samarbejdsaftale, og at den er midlertidig, handler det om, at vi jo har lagt sag an mod Miljøstyrelsen, da vi er uenig i afgørelsen. Nu har vi så pludselig ansvaret – om ikke andet så i hvert fald indtil der om nogle år falder dom i sagen. I den tid vil vi gøre det bedst muligt, siger næstformand i Udvalget for Regional Udvikling Henrik Qvist (EL).

- Det er en del af vores hverdag at drive afværge på de gamle forureninger, og det vil det fortsat være, og vi har ingen anden ambition end at løse den opgave bedst muligt. Det er også vores ønske, at vi kan holde på forureningen, så det ikke spreder sig. Så nu ser vi frem til at få samarbejdsaftalen gjort færdig, siger Jakob Kyllesbech.

Det er planen, at aftalen gøres færdig hen over sommeren. Når den er klar, vil den blive forelagt regionsrådet, som skal godkende aftalen på vegne af Region Midtjylland. Det bliver formentlig til august eller september.

Fakta

  • På baggrund af en række påbud har FMC (tidl. Cheminova) siden 1980'erne drevet afværgetiltag på Rønland. Disse påbud har Miljøstyrelsen ophævet.
  • Siden slutningen af december 2022 har Region Midtjylland de facto stået med myndighedsansvaret for de gamle jord- og grundvandsforureninger på Rønland.
  • Den 1. juni 2023 mødtes formand og næstformand i Udvalget for Regional Udvikling sammen med repræsentanter fra regionens jordforureningskontor med FMC Site Rønlands administrerende direktør og miljøchef.
  • FMC driver i dag frivillig afværge på de gamle forureninger fra før 2001 på Rønland, (hvor kemivirksomheden i dag fortsat har produktion) og på området for Cheminovas gamle fabriksgrund lige syd for Rønland. Med afværge-aktiviteterne pumper virksomheden grundvand op og renser det, inden det kan ledes ud med spildevandet.
  • Hvis FMC stopper driften af de nuværende afværgeanlæg, vil regionen dermed have ansvaret for at sikre det omkringliggende miljø. Omkostningerne hertil vurderes at beløbe sig til et tocifret millionbeløb årligt.
  • I maj kom det frem, at en gammel forurening på Rønland ud mod Nissum Bredning er langt kraftigere og mere udbredt end hidtil antaget. Se pressemeddelelse fra 16. maj 2023.
  • Læs mere om den historiske forurening på Rønland via: harboøretange.rm.dk