Regionsrådet afsætter penge til initiativer rettet mod bl.a. børn og unges transport, samkørsel og samarbejde om bedre muligheder for at cykle. Foto: Region Midtjylland.

24.11.2023

Hvordan kommer vi frem i fremtiden? Det spørgsmål står højt på dagsordenen i den del af Region Midtjylland, der arbejder med regional udvikling. Høje omkostninger og lave passagertal presser den kollektive trafik i hele landet, og i det midtjyske var det sidste  år  nødvendigt at reducere antallet busafgange. Selv om der bruges flere skattekroner end nogensinde på området. Samtidig ændrer midtjydernes transportbehov og -vaner sig, og der er brug for at tænke nyt.

På den baggrund drøftede regionsrådet onsdag en økonomisk oversigt over den kollektive trafik og traf en række beslutninger. Bl.a. afsatte politikerne 10 mio. kroner til forskellige initiativer, der kan fremme bæredygtig mobilitet.

- Som region har vi ansvaret for, at der er gode transportmuligheder mellem de større byer – og for at vores unge kan komme til og fra uddannelse. Derfor arbejder vi for at fastholde en god dækning med busser, tog og letbane på hovednettet mellem de største byer. Men vi skal også sikre os, at vi har løsninger, der passer til de behov borgerne har, når de skal hele vejen hjem med den kollektive trafik. Bl.a. skal vi blive bedre til at sikre sammenhæng mellem den eksisterende kollektive trafik og andre løsninger som samkørsel, delebiler, cykler, løbehjul eller helt andre ting, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Konkret skal pengene bruges til initiativer rettet mod børn og unges transport, samkørsel, fremkommelighed, samarbejde i supercykelstisekretariatet, der er et samarbejde mellem regionen og de østjyske kommuner, samt forsøg med nye udbudsformer af den kollektive trafik.

Emissionsfri kørsel fra 2027

De 10 mio. kroner tages fra det mindreforbrug, der forventes på Midttrafiks budget i 2024 og 2025. Mindreforbruget skyldes dels omprioritering af penge, der var afsat til grøn omstilling dels regionsrådets beslutning om at stoppe køb af dyr HVO-biodiesel. Regionsrådet besluttede således også at biodiesel ikke genoptages.

HVO-biodiesel er et såkaldt 2. generations biobrændstof produceret af affald fra slagterier, brugt madolie og lignende. Prisen er højere end for diesel og har været stigende, da mængden er begrænset og efterspørgslen stor. Dertil kommer, at de regionale busser allerede fra 2027 ventes at leve op til målsætningen om at være emissionsfri i 2030.

- Det er et eksempel på, hvor kompleks den grønne omstilling er, og hvor hurtigt teknologierne udvikler sig. I forhold til biodiesel, der er en dyr og begrænset ressource, giver det mening, at vi fastholder den sorte diesel i en periode, indtil vi om ganske få år kan køre emissionsfrit. Til gengæld frigør vi så nogle midler til at fremtidssikre en kollektiv trafik, der hænger sammen for borgerne og er både økonomisk og miljømæssigt bæredygtig på langt sigt, siger Anders Kühnau.

Samarbejde om nye løsninger

I det hele taget er den kollektive trafik, som vi kender den, under forandring. Der investeres i batteritog og tilhørende ladeinfrastruktur i Vestjylland - et partnerskab med staten, der samlet repræsenterer investeringer for op mod en halv milliard kroner. Der skal findes penge til nye tog og krydsningsspor til Aarhus Letbane, og så skal der i de kommende år laves udbud af CO2-neutral regional bustrafik flere steder i regionen.

Samtidig skal der findes løsninger, som sikrer et højt serviceniveau i den kollektive trafik, der samtidig skal være både økonomisk bæredygtig og klimavenlig samt ikke mindst indeholde tilbud, der modsvarer borgernes behov for mobilitet.

Det kræver inddragelse og samarbejde. Derfor er mobilitet et af de områder, hvor regionsrådet har nedsat et regionalpolitisk forum. Her arbejder virksomheder, trafikselskaber, studerende, forskere, politikere m.fl. sammen på konkrete anbefalinger, der inddrages i den regionale udviklingsstrategi, der skal sætte retningen for regionsrådets politik i de kommende år.

- Med de seneste års tilpasninger har vi nu et solidt grundlag for den kollektive trafik i regionen. Men vi har også en meget klar bevidsthed om, at der skal ske store ændringer i den måde, vi bevæger os rundt i verden på. Her kender vi ikke alle løsningerne. Derfor er det afgørende, at vi inddrager forskellige perspektiver og samarbejder om det. Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer fra det regionalpolitiske forum, siger regionsrådsformanden.

Kontakt