24.01.2024 

Alle tre prækvalificerede firmaer har valgt at give tilbud på totalentreprisen for oprensning af kemikaliedepotet ved Høfde 42. Om en måned er der et bud på, hvad oprensningen vil koste, og hvem der kan vinde EU-udbuddet. 

I dag var der frist for at give tilbud på at rense generationsforureningen op ved Høfde 42 på Harboøre Tange. De tre prækvalificerede virksomheder Arkil A/S, Fortum Waste Solutions A/S og Krüger A/S har alle budt på opgaven.

I maj 2023 blev det vurderet, at alle tre virksomheder kunne leve op til skærpede krav bl.a. om at bruge opvarmning (termisk oprensning) til at fjerne forureningen på stedet. Det er første gang, der skal løses så kompleks en oprensningsopgave i Danmark, og derfor har der siden foråret været en udbudsproces, som bl.a. har været med forhandlinger med de bydende virksomheder undervejs. 

- Vi har helt efter planen fået tilbud ind, og vi er glade for, at alle tre virksomheder ser sig i stand til at løfte opgaven. Nu skal vores fagfolk i gang med at vurdere tilbuddene, og så må vi se, om alle tilbud lever op til kravene i udbuddet. Det er vi klogere på om en måneds tid, siger formand for Region Midtjyllands udvalg for regional udvikling Bent Graversen (V).

Usikkerhed om prisen

Skilt på stranden ved Høfde 42
Foto: Region Midtjylland

I efteråret 2022 måtte Region Midtjylland meddele, at det første udbud skulle gå om. Dengang gjorde inflation og energiprisernes himmelflugt det umuligt at holde det næsten afsluttede udbud inden for den økonomiske ramme på 375 mio. kroner. 

Derfor er det økonomiske loft fjernet i det nye EU-udbud, og samtidig påhviler en større del af risikoen ved udsving på energipriserne Region Midtjylland som bygherre på oprensningen.

- Det har været helt nødvendigt at fjerne det økonomiske loft, hvis vi overhovedet skulle have miljøvirksomheder til at byde på opgaven. Ved ikke at sætte et prisloft forventer vi at få et langt mere realistisk bud på, hvad det koster at løse den teknisk krævende og komplekse oprensning af kemikaliedepotet. Vi ved, at det bliver meget dyrere end de 375 mio. kroner, men hvor meget, finder vi ud af, når tilbuddene i slutningen af februar er gransket, siger Bent Graversen.

I finansloven for 2023 var der en særskilt hensigt om, at en fordyrelse af Høfde 42-oprensningen skal finansieres med midler fra "det grønne råderum".

De tilbudsgivende virksomheder

De tre bydende virksomheder inkl. støttende firmaer (alfabetisk rækkefølge): 

Tilbudsgiver 

Støttende virksomheder

Arkil A/S (DK) 

Haemers Technologies SA (Belgien)

WSP Danmark A/S (DK)

Fortum Waste Solutions A/S (DK)

DGE A/S (DK)
Econ Industries Systems GmbH (Tyskland)                                        Fortum Waste Solutions AB (Sverige)

Krüger A/S (DK)    Rambøll Danmark A/S (DK)
TerraTherm Inc. (USA) 

 

Fakta - om Høfde 42

  • Cheminovas deponering af kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange skete i 50’erne og 60’erne med tilladelse fra staten, som også selv deponerede kemikalieaffald på stedet. Opgaven for oprensningen er placeret ved Region Midtjylland.
     
  • Giftdepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.
     
  • Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder 7 tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der bl.a. har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.  
     
  • Se mere på www.generationsforurening.dk og www.harboøretange.rm.dk

Kontakt