Med dagens aftale i Finansministeriet om fordeling af midler fra 'det grønne råderum' faldt finansiering af kemikaliedepotet på Vestkysten ved Høfde 42 på plads

Området ved Høfde 42 set fra luften.
Området ved Høfde 42 set fra luften. Det er inden for dette område, der tidligere kemikaliedepot gemmer på tonsvis af pesticider og kviksølv. Området er dækket med sand, og en jernvæg i jorden omkranser depotet, så giften ikke siver ud i Vesterhavet. Foto: Frederik Grønfeldt Ahrenkiel, Region Midtjylland

15.04.2024

Med dagens aftale i Finansministeriet om fordeling af midler fra "det grønne råderum" faldt finansiering af kemikaliedepotet på Vestkysten ved Høfde 42 på plads. Dermed kan Region Midtjylland endelig sætte oprensningen af en af Danmarks værste forureninger i gang.

I slutningen af februar stod det klart, at entreprenør- og cleantech-virksomheden Arkil A/S havde vundet EU-udbuddet om oprensningen ved Høfde 42. Og lige før påske besluttede regionsrådet, at kontrakten kunne skrives under, så snart finansiering af den nødvendige økonomiske ramme på 728 mio. kroner var på plads.

I dag har aftalepartierne bag udmøntning af det grønne råderum afsat i alt 550 mio. kroner ekstra til oprensning af generationsforureningerne i Danmark – herunder en evt. fordyrelse af Høfde 42-oprensningen.

Efter udbuddet af Høfde 42-oprensningen viste det sig, at selv med den økonomisk mest fordelagtige vinder af udbuddet, ville der mangle 378 mio. kroner i forhold til det, der oprindeligt var afsat til Høfde 42.

- Det er en historisk dag, og nu kan vi endelig komme videre med oprensningen af Høfde 42. Vi har jo afventet, at der skulle komme en garanti for penge til den økonomi, der er nødvendig. Jeg er glad for, at politikerne på Christiansborg har vist, at de lige som os vil have oprensningen i gang. I årtier har først Ringkjøbing Amt og siden Region Midtjylland arbejdet for at nå denne milepæl. Nu er der ikke bare metoder til at rense op, men også finansiering. Det fortæller noget om Folketingets velvilje i forhold til regionernes arbejde med at få løst udfordringerne med generationsforureningerne, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

- For os der bor i lokalområdet tæt på Harboøre Tange og Høfde 42 er det en lettelse, at pengene til Høfde 42 er på plads. Vi havde krydset fingre og håbet. I finansloven for 2023 var der jo en særskilt hensigt om, at der skulle findes penge til at dække, at det er blevet meget dyrere at rense kemikaliedepotet op. Nu kan vi komme i gang, og vi kan få nogle erfaringer, vi også kan bruge i forbindelse med de to andre generationsforureninger på Harboøre Tange, når den tid kommer, siger formand for regionens udvalg for regional udvikling Bent Graversen (V).

Indspunsning af Cheminovas gamle fabriksgrund

Høfde 42 er en del af Fase 1 i håndteringen af de 10 generationsforureninger i Danmark. I den fase indgår også Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange ikke langt fra kemikaliedepotet ved Høfde 42.

- Fra Danske Regioner har vi foreslået, at Cheminovas gamle fabriksgrund i første omgang bliver sikret med en jernspuns. Det vil koste ca. 100 mio. kroner, og det er der også penge til nu. På den måde kan vi sikre, at forurening ikke spreder sig, mens vi finder ud af, hvordan forureningen på den gamle fabriksgrund kan renses op, siger Anders Kühnau.

I næste måned kommer regionsrådet i Region Midtjylland til at drøfte håndteringen af Cheminovas gamle fabriksgrund. Den ligger ud til Nissum Bredning i Limfjorden syd for den nuværende fabriksgrund, som i dag er ejet af FMC Rønland.

Først miljøtilladelser og så oprensning

Med finansiering på plads til Høfde 42-oprensningen, kan Arkil A/S gå i gang med at søge miljøgodkendelse mv. Den proces kan tage mere end halvandet år, inden anlægget så kan etableres, og oprensningen sættes i gang. Oprensningen vil dermed formentlig være gennemført i 2030.

Region Midtjylland planlægger et borgermøde i lokalområdet på et tidspunkt, når kontrakten med Arkil er blevet underskrevet.

Fakta - Om Høfde 42

  • Cheminovas deponering af kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange skete i 50’erne og 60’erne med tilladelse fra staten, som også selv deponerede kemikalieaffald på stedet. Opgaven for oprensningen er placeret ved Region Midtjylland.
  • Kemikaliedepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.
  • Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder 7 tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der bl.a. har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.
  • Cheminovas kemikalieproduktion på Harboøre Tange mellem Thyborøn og Harboøre siden 1950’er har skabt tre af landets ti generationsforureninger. Foruden kemikaliedepotet ved Høfde 42 er det Cheminovas gamle fabriksgrund samt den nuværende fabriksgrund på halvøen Rønland.
  • Se mere på:
    generationsforurening.dk og
    harboøretange.rm.dk