Region Midtjylland støtter partnerskaber i kulturlivet med 6 mio. kroner
14 forskellige kulturprojekter modtager i alt seks mio. kroner fra Region Midtjyllands kulturudviklingspulje.
19. december 2024
14 forskellige kulturprojekter modtager i alt seks mio. kroner fra Region Midtjyllands kulturudviklingspulje. Fælles for dem alle er, at de skabes i samarbejde mellem kulturinstitutioner på tværs af kommunegrænser.
Mistrivsel, ungefællesskaber, bæredygtig udvikling og vilde problemer.
Det er nogle af de store temaer som 13 kulturprojekter vil bidrage til at løse. Til formålet har regionsrådet besluttet at støtte projekterne med i alt fem mio. kroner.
- De 13 projekter er med til at udvikle kulturbranchen på tværs af regionen med de store samfundsudfordringer for øje. Det er helt oplagt at inddrage kunstnere og kulturinstitutioner i samarbejdet om at finde løsninger, fordi kunst og kultur kan inspirere, få vores følelser i spil og påvirke vores handlinger, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).
Sundhedsreform lukker de regionale kulturindsatser
Det er muligvis sidste gang, at Region Midtjyllands kulturpulje kan hjælpe midtjyske kulturaktører med udviklingsprojekter på tværs af kommunegrænser.
Aftalen om en ny sundhedsreform indeholder nemlig en lukning af regionernes kulturindsatser. Det betyder, at de midler, som regionerne i dag bruger på tilskud til kulturelle aktiviteter, overføres til kommunerne via bloktilskuddet.
- Jeg vil kraftigt opfordre kommunerne til at sikre, at midlerne fortsat bruges på kulturområdet, og at man også i fremtiden vil prioritere indsatser for tværkommunalt samarbejde og udvikling i kulturlivet, så det når ud i hele regionen. Den regionale kulturindsats har været med til at skabe et helt særligt miljø for innovation og stærke partnerskaber i det midtjyske kulturliv – blandt andet Europæisk Kulturregion og Midtjysk Kulturakademi. Det er mit håb, at det kan leve videre ude hos kulturaktørerne og i kommunerne, siger Bent B. Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling.
Kultur som sundhedsfremme
De seneste mange år har Region Midtjylland arbejdet ambitiøst med at udvikle projekter med fokus på kultur som noget, der kan fremme vores sundhed.
Med den nye sundhedsreform er det lige nu uvist, hvordan denne indsats kan fortsætte i fremtiden. For Anders Kühnau er der dog ingen tvivl om, at man også fremover vil sikre, at der kan arbejdes med kultur i sundhedssystemet.
- Vi ved, at kulturtilbud kan gøre en mærkbar forskel for vores sundhed og trivsel, og vi har efterhånden rigtig mange gode erfaringer og resultater at stå på. Det er derfor helt indlysende, at kultur skal fylde mere i udviklingen af fremtidens sundhedssystem. Jeg forventer, at vi selvfølgelig skal fortsætte arbejdet på det felt i fremtiden, siger regionsrådsformanden.
Læs mere om og søg Region Midtjyllands kulturpuljer på ru.rm.dk.
De 14 projekter, der modtager midler fra kulturpuljen
Fakta om kulturpuljen
- Region Midtjylland har modtaget 28 ansøgninger om tilskud på ca. 12 mio. kroner til anden ansøgningsrunde af regionens kulturudviklingspulje i 2024.
- 14 forskellige projekter modtager i alt ca. 6 mio. kroner.
- I 2024 var den regionale kulturudviklingspulje på i alt ca. 11 mio. kroner, som er blevet udmøntet over to ansøgningsrunder.
- I forbindelse med den politiske aftale om sundhedsreformen er det besluttet, at regionernes opgaver på kulturområdet bortfalder, og at de midler, som regionerne i dag bruger på tilskud til kulturelle aktiviteter, overføres til kommunerne via bloktilskuddet. I øjeblikket arbejdes der på at afklare, hvad det kommer til at betyde for Region Midtjyllands aktiviteter på kulturområdet fra 2025.
- De regionale kulturmidler går ud over puljerne bl.a. også til finansiering af samarbejdet med kommunerne i regionen i Europæisk Kulturregion, Midtjysk Kulturakademi og til indsatser med fokus på kultur som sundhedsfremme.
- Læs mere om Region Midtjyllands kulturindsats på rm.dk.