Region Midtjylland arbejder for et geografisk dækkende og varieret udbud af ungdomsuddannelser i tæt samarbejde med uddannelsesinstitutionerne. Foto: Region Midtjylland .

20.11.2024

Hvert år indsender de gymnasiale uddannelser (STX, HHX, HTX, HF og Pre-IB) deres ønsker til antallet af studiepladser for det kommende skoleår til ministeriet, der har fastsat en beregnet kapacitet for de enkelte skoler. I Region Midtjylland opfordrer regionsrådet ministeriet til at tage højde for lokale behov fremfor kun at følge de beregnede kapacitetstal.

Det er en del af baggrunden for, at regionsrådet har besluttet at indstille til Børne- og Undervisningsministeriet, at:

  • Elevkapaciteten fastholdes på en række større STX-bygymnasier (de overansøgte Aarhus-gymnasier, Herning Gymnasium og Viborg Katedralskole).
  • Elevkapaciteten hæves på flere HF-institutioner (bl.a. Holstebro Gymnasium og HF samt Vestjysk Gymnasium i Tarm) og hæves på flere HHX- og HTX-gymnasier for at sikre plads til alle ansøgere.

- Det er vigtigt, at grænsen for antallet af elever på de gymnasiale uddannelser også tager højde for, at der skal være plads til de lokale ansøgere, og at gymnasier i de mindre befolkede områder bliver tilgodeset. Vi har brug for gode uddannelsesmiljøer også udenfor de store byer. Det hensyn tager den automatiske udregning i ministeriet ikke nødvendigvis højde for og heller ikke de enkelte skolers egne ønsker til, hvor mange elever de gerne vil optage næste år. Nu håber vi, at ministeriet vil tage vores politiske ønsker med, når de fastsætter den endelige kapacitet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Senest den 1. februar 2025 melder Børne- og Undervisningsministeriet (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet) ud om de gymnasiale uddannelsers kapacitet for skoleåret 2025/26. 

Mere regionalt ansvar næste år

Fra 2025 bliver det regionerne og ikke ministeriet, der får ansvaret for at fastsætte gymnasiernes kapacitet. Det giver politikerne i Region Midtjylland større indflydelse på, hvordan pladserne fordeles på gymnasieuddannelserne. 

- Med den nye model får vi som region en unik mulighed for at tilpasse kapaciteten efter de specifikke behov, vi ser i de forskellige dele af regionen. Vi tilstræber det fri valg. Samtidig giver det os bedre muligheder for at sikre uddannelsespladser tættere på elevernes bopæl og understøtte gymnasier i områder med lavere ansøgertal. Det er en vigtig ændring, som kan bidrage til et mere stabilt og geografisk balanceret uddannelsestilbud i regionen, forudser formand for udvalget for regional udvikling Bent Graversen (V). 

Region Midtjyllands anbefalinger til kapacitet på gymnasiepladser

  • Mindre gymnasier: Kapacitetsindstillinger fra gymnasier som Lemvig Gymnasium og Tørring Gymnasium imødekommes for at sikre, at alle ansøgere kan optages.
  • Større gymnasier: Den beregningstekniske kapacitet fastholdes for større gymnasier, herunder de overansøgte Aarhusgymnaiser Herning Gymnasium, og Viborg Katedralskole, for at imødekomme behovet i de omkringliggende områder.
  • HF-gymnasier: Kapaciteten hæves på flere HF-gymnasier for at sikre plads til lokale ansøgere.
  • HHX og HTX: Kapacitetsindstillingerne for HHX og HTX imødekommes generelt for at sikre, at der er plads til alle ansøgere på disse uddannelser.

Forslag til kapacitetsfastsættelsen tager afsæt i følgende principper

  • Ansøgere skal kunne komme ind på deres lokale gymnasium
  • Gymnasier i tyndt befolkede områder skal så vidt muligt understøttes
  • Ministeriets vægtning af stram kapacitetsstyring på stx-området følges
  • Hf-kapaciteten hæves for gøre plads til lokale ansøgere.

Region Midtjyllands opgaver med ungdomsuddannelser

  • Bidrage til at sikre et geografisk dækkende og varieret udbud af ungdomsuddannelser i regionen – i tæt samarbejde med uddannelsesstederne bl.a. gennem de to gymnasiesamarbejder, der findes i Region Midtjylland.
  • Regionsrådet kan komme med anbefalinger til antallet af pladser på gymnasierne (kapacitet), inden Børne- og Undervisningsministeriet fastsætter de enkelte gymnasiers foreløbige kapacitet.
  • Det er regionens opgave at fordele en plads på de gymnasiale uddannelser (STX, HHX, HTX, HF og pre-IB), hvis:
    • En ansøger ikke kan tildeles en plads via ministeriets algoritme-system. (Systemet fordeler ansøgere efter ansøgernes prioriteter og efter et transporttidskriterie, hvis der er flere ansøgere end pladser til et gymnasium.) en ansøger sender en ansøger efter ansøgningsfristen.
    • En ansøger ønsker forrang til et bestemt gymnasium, fordi ansøger har et handicap. Regionerne har en lægefaglig konsulent, der er med til at lave disse vurderinger.

Regionsrådet kan (når ministeriet har meldt den endelige kapacitet til gymnasierne) i særlige tilfælde hæve kapaciteten med enkelte pladser på nogle skoler. Læs mere om regionens muligheder for at hæve kapaciteten på ministeriets hjemmeside.