Hånd med blyant.

22.01.2025

Regionsrådet i Region Midtjylland går forrest og nedsætter en ny sprogkomité. Sprogkomitéen etableres som et partnerskab og sammensættes af politikere og interessenter fra det private erhvervsliv, organisationer og vidensinstitutioner. Komitéen skal styrke fremmedsprog i hele uddannelsessystemet og finde løsninger på sprogfagenes udfordringer.

Danmark står over for alvorlige udfordringer på fremmedsprogsområdet: Mindst 32 sprogfaglige uddannelser på landsplan er lukket de seneste år, færre gymnasieelever vælger sprogfag på højt niveau, og der er allerede mangel på sproglærere i både grundskolen og gymnasiet. Samtidig efterspørger erhvervslivet flere medarbejdere med stærke sprogfærdigheder.

På den baggrund har regionsrådet i Region Midtjylland besluttet at etablere en national sprogkomité, der skal samle kræfterne og finde løsninger, der styrker fremmedsprog på tværs af det samlede uddannelsessystem.

- Fremmedsprog er en afgørende ressource for vores samfund – både kulturelt og økonomisk. Med den nye sprogkomité skaber vi et forum, der kan samle kræfter på tværs af politik, erhvervsliv og uddannelse for at finde løsninger, der kan styrke sprogfagenes rolle i hele uddannelsessystemet, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Stærkt samarbejde

Bertel Haarder.
Bertel Haarder, tidligere politiker, skal være formand for den nye sprogkomité.

Komitéen bliver en bredt sammensat enhed, med politikere, erhvervsledere og repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner og organisationer. Målet er at skabe konkrete politiske og strukturelle ændringer, der kan styrke fremmedsprogsområdet.

Regionsrådet har peget på sønderjyden Bertel Haarder, tidligere politiker og mangeårigt medlem af Folketinget, som formand. Han har takket ja til at stå i spidsen for arbejdet.

- Jeg har været undervisningsminister i 15 år, medlem af EU-parlamentet i syv år og senere Europaminister. Sprog har altid været en central del af mit virke. Fremmedsprog er ikke kun nøglen til at forstå verden omkring os, men også til at skabe vækst og innovation. Det er en ære for mig at stå i spidsen for dette vigtige arbejde, og jeg håber, at mange vil bakke op om initiativet, siger Bertel Haarder (V).

National indsats

Sprogkomitéens arbejde bygger videre på Region Midtjyllands erfaringer med det regionale sprogudvalg og sprogtopmødet, som fandt sted i april 2024. Her var både lokale, regionale og nationale aktører enige om, at fremmedsprog har brug for en national indsats for at imødegå udfordringerne.

Sprogkomitéens målsætning er bl.a. at sikre, at sprogfagene får en stærkere plads i grundskolen og ungdomsuddannelserne, at styrke sprogfagene på de videregående uddannelser, at skabe en dedikeret ramme for efteruddannelse af sproglærere og at styrke samarbejdet mellem uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.

- Sprogkompetencer er nøglen til både regional og national udvikling. Med sprogkomitéen sikrer vi, at fremmedsprog får den nødvendige prioritering i uddannelsessystemet og i erhvervslivet. Vi kan og skal gøre mere for at styrke sprogfagene til gavn for vores region og hele landet, siger Bent Graversen (V), formand for Udvalget for Regional Udvikling i Region Midtjylland.

Den nationale sprogkomité mødes første gang i 2025 og vil bestå af 30-35 medlemmer. Medlemmerne udvælges på baggrund af deres faglige ekspertise og indsigt og sammensættes, så de repræsenterer både geografisk og faglig bredde for at sikre en mangfoldighed af perspektiver.

Sprogkomitéen vil arbejde for

  • At skabe forståelse for vigtigheden af sprogfag gennem forpligtende samarbejde.
  • At styrke sprogfagene i grundskolen, herunder sikre udbud af franskundervisning.
  • At styrke sprogfagene i ungdomsuddannelserne gennem ændringer i linjestrukturen.
  • At etablere en ramme for efteruddannelse af sproglærere inspireret af STEM-området.
  • At styrke sprogfagene på de videregående uddannelser, f.eks. ved at afskaffe dimensioneringen på sprogfag på videregående uddannelser.
  • At styrke samarbejdet mellem erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner.

Fakta

Region Midtjylland har gennem flere år arbejdet for at styrke sprogfagene i hele uddannelseskæden via Det Regionale Sprogudvalg og Den Regionale Sprogstrategi.

Det Regionale Sprogudvalg består af repræsentanter fra Aarhus Universitet, VIA University College, ungdomsuddannelser, organisationer, kommuner og Region Midtjylland