23.01.2025

Regionsrådet i Region Midtjylland har godkendt indsatsplanen for jordforurening 2025. Planen bygger videre på handleplanen for 2020-2025 og beskriver, hvordan regionen fortsætter arbejdet med at beskytte jord og grundvand mod forurening. Samtidig fokuserer planen på at skabe tryghed for borgere, der bor på forurenede grunde, gennem undersøgelser, oprensning og overvågning.

– Indsatsen mod jordforurening er afgørende for at beskytte vores grundvand og miljø og for at sikre tryghed for de borgere, der er berørt af forurenede grunde. Med indsatsplanen for 2025 bygger vi videre på en solid ramme og tager ansvar for fremtidens udfordringer, siger Anders Kühnau (S), regionsrådsformand i Region Midtjylland.

I Region Midtjylland findes tusindvis af forurenede eller potentielt forurenede grunde, som kan true miljøet og menneskers sundhed. Den nye indsatsplan viderefører den målrettede indsats med kortlægning, afværgeprojekter og teknologisk udvikling. Regionen prioriterer også fortsat arbejdet med store generationsforureninger som Høfde 42 og Cheminova-grunden, der kræver langsigtede løsninger.

Puljemidler styrker indsatsen mod PFAS

Som en del af den nationale PFAS-handlingsplan kan Region Midtjylland søge om op mod 16 mio. kr. frem mod 2027. Midlerne skal blandt andet bruges til at håndtere den betydende PFAS-forurening på Søballe Losseplads i Skanderborg Kommune.

Søballe Losseplads, hvor en tidligere tæppefabrik deponerede PFAS-holdigt affald i 1970’erne, har indgået i regionens arbejde gennem flere år. De ekstra midler giver mulighed for at tage vigtige skridt mod en håndtering af den alvorlige forurening.

– PFAS-forurening er en stor udfordring, som vi tager meget alvorligt. Med indsatsplanen og de ekstra midler fra den nationale pulje kan vi fortsætte arbejdet med at beskytte vores miljø og sikre tryghed for borgerne. Søballe Losseplads er et godt eksempel på, hvordan vi gør en ekstra indsats for at håndtere alvorlige og komplicerede forureninger, siger Bent B. Graversen (V), formand for udvalget for regional udvikling.

Puljemidlerne kan også komme til at dække en indsats på Krarupsvej i Herning, hvor der tidligere lå en forkromningsvirksomhed. Regionen afslutter i øjeblikket undersøgelser af området og vurderer, om der er behov for en yderligere indsats.