Foto: Niels Åge Skovby

Portrætserie: Afsnit 6 - Cadpeople

Randi Bach Kirkeby har for firmaet Cadpeople været med til at udvikle et VR-træningsredskab for studerende på SOSU-uddannelserne. Det kan forhåbentlig forhindre frafald på studiet og give fremtidens plejepersonale mere tid til de ældre.

Se introduktion til portrætserien og find de øvrige afsnit her.

 

Forestil dig, at du står i en elevator, som kører op og ned i en opgang. Men i stedet for, at der står etagenumre på de fire knapper, har du fire valgmuligheder i et virtuelt univers, som relaterer sig til uddannelse af fremtidens SOSU-assistenter: Teknologi, demens, biograf og VR-træning.

Valget kan være svært nok at træffe, når man som udenforstående journalist har taget VR-brillerne på og dermed fået erstattet sin egen virkelighed med en virtuel. Men også bare at blive fortrolig med sine nye, kunstige arme og hænder, som man skal bruge til at aktivt trykke på knappen og sætte øvelserne i gang kan være svært nok, hvis man ikke har prøvet det før.

Men øvelse gør mester, kan man konstatere, da Cadpeoples salgschef Thomas Juel overtager styringen og snart efter står i en ældre dames lejlighed, hvor han som plejepersonale skal fuldføre en række missioner korrekt, og på kortest mulig tid, for at få mange point.

Ved siden af står 41-årige Randi Bach Kirkeby og følger Thomas Juels handlinger på en tilknyttet fladskærm, der hænger på væggen hos Cadpeoples domicil i det centrale Aarhus. Det er hende, som er projektleder for VIVA-platformen (Virtuel Velfærdsteknologi i anvendelse), som VR-teknologien til uddannelse af SOSU-assistenter hedder.

Randi Bach Kirkeby viser VR-træningsredskabet frem sammen med Cadpeoples direktør, Claus Riekehr Møller. Foto: Niels Åge Skovby

En anden virkelighed

VR-løsningen har været ude at leve på skolerne SOSU Nord og SOSU Syd i halvandet år. Grundidéen opstod i et samarbejde med Teknologisk Institut, som også arbejder rigtig meget med sundhedsinnovation.

Randi Bach Kirkeby blev som projektleder koblet på tidligt i processen. Hun har været med til at udvikle konceptet bag VR-løsningen og er desuden ansvarlig for Cadpeoples marketingsafdeling, så hun skal også fortælle om de spændende ting, firmaet har gang i.

- Det er mig, der har kontakten til eksempelvis SOSU-skolerne og hospitalerne, når vi arbejder sammen med dem. For mig er det vigtigt at være med på projekterne tidligt, sådan så jeg forstår det problem, vores produkter skal løse for kunden, siger Randi Bach Kirkeby.

VIVA-platformen hjælper SOSU-skolerne med at træne og forberede de studerende, så de bedre kan klare de udfordringer, de møder, når de kommer ud i praktikken. Mange studerende klarer sig fint nok, så længe de bare sidder på skolebænken på SOSU-skolerne, men en del af dem falder fra, når de møder virkeligheden i praktikperioden.

- VR-redskabet er sjovt at bruge i læringen. Det er en gadget, men den træner jo de situationer, de møder i virkeligheden, før de rent faktisk står der. SOSU-uddannelsen er måske ikke den sværeste uddannelse at komme ind på, men ikke alle gør sig klart, hvad det er for en virkelighed, de møder for eksempel ude på et plejehjem, siger Randi Bach Kirkeby.

Det kan føles som at have bind for øjnene, når man uden øvelse skal navigere rundt i en lejlighed med VR-træningsredskabet. Foto: Niels Åge Skovby.

De studerende kan blive undervist teoretisk på skolen og så gå ind og prøve ting af inde i brillen. De kan også tage brillen med hjem og træne.

- Det kan godt skræmme nogen væk, når de kommer ud i praktik under studietiden og skal bade en ældre borger. VR-brillen gør, at de kender og kan betjene de hjælpemidler de møder på forhånd, f.eks. den lift, man bruger til at løfte den ældre beboer med. Det kan forhåbentlig være med til at forhindre frafald på studiet, siger Randi Bach Kirkeby.

Ud af komfortzonen med Ella

Inde i den virtuelle lejlighed står man som studerende pludselig ansigt til ansigt med Ella. En fiktiv, ældre dame, som skal have hjælp til personlig pleje som for eksempel at gå i bad.

I andre missioner skal man have en borger, der ligger i sengen, op, og dertil betjene en lift korrekt ved at trykke på de rigtige knapper i den rigtige rækkefølge. Man skal også vende et lagen ved hjælp af en speciel teknik.

Undervejs i udviklingen fik Cadpeople vigtig input fra underviserne på SOSU-skolerne. For dem var det vigtigt, at figurerne så så livagtige ud som muligt for at simulere virkeligheden.

- Det er teknisk muligt at lave figurerne i VR-brillen, som man vil. Vi kunne have valgt silhuetter eller tegneseriefigurer for eksempel, men vi valgte netop, at figurerne skulle se så almindelige ud som mulig og ligne rigtige mennesker for at forberede de studerende bedst muligt, siger Randi Bach Kirkeby.

Livagtigheden endte dog med at blive pinagtig for Cadpeoples egne it-udviklere.

- For nogle af vores it-udviklere var figurerne ved at blive lidt for virkelige. Det var ikke særlig bekvemt for dem at skulle lave kønshår på en ældre dame i VR.

- Jeg var nede at snakke med dem flere gange, fordi de simpelthen syntes, det var for mærkeligt. Men jeg sagde; I er nødt til at finde ud af, hvordan kønshårene ser ud og lave dem så realistiske som muligt. De syntes, det var ubehageligt. Det var en opgave, der fik dem ud af deres komfortzone, griner Randi Bach Kirkeby.

Man kan følge navigationen med VR-briller på en fladskærm på væggen hos Cadpeople. Foto: Niels Åge Skovby

Plads til personlig omsorg

Historier i medierne har på det seneste dokumenteret omsorgssvigt i plejesektoren. Noget, som går Randi Bach Kirkeby på. Hun har selv arbejdet en periode på et plejehjem, inden hun begyndte at læse, så hun har en relation til plejesektoren.

- Jeg var ansat på et plejehjem efter gymnasiet, hvor jeg både tog nattevagter og var i plejen om eftermiddagen. Det skærer i hjertet i dag, når man læser om gamle mennesker, der ikke kan få en ordentlig og værdig pleje. Hvor du nærmest skal være mangemillionær for at kunne købe dig til en, der sidder og holder dig i hånden, når du falder i søvn. Det kan jeg næsten ikke have, siger Randi Bach Kirkeby.

- Mens jeg var der, fandt jeg ud af, at tiden og nærværet til plejepersonalet er det vigtigste for de ældre. Jeg kan især huske en gammel dame, der hed Betty. Hun elskede, når jeg kom. Hun kunne ikke huske særligt meget og kunne heller ikke huske, hvad jeg hed, når jeg kom, men jeg var "hende den bette med de brune øjne", og hun elskede, hvis man satte sig ned ved siden af hende, sang ”det var en lørdag aften” og holdt hende med selskab.

- Plejepersonalet bruger meget tid på dokumentation og kontrol og har derfor ikke så meget tid til den personlige pleje og menneskelige omsorg. Der tænker jeg, at hvis vores VR-løsning gør nogle arbejdsgange nemmere for personalet og er med til at frigøre tid, så ville det være det allerbedste, siger Randi Bach Kirkeby.

- De ældre skal selvfølgelig have bad og holdes med personlig hygiejne og alle de her ting, men der er mere til ældrepleje i min verden. Min egen mor er også ved at være oppe i alderen. Hun er stadigvæk frisk som en havørn, men hvis pleje bare bliver noget med, at de skal have rent tøj på og noget at spise, så bliver det uværdigt, som vi har set i plejesektoren på det sidste med de sager, der har været.

Mere sundhedsinnovation, tak

Stillingen hos Cadpeople er Randi Bach Kirkebys første arbejde, hvor sundhedsinnovation er en del af det. De sidste 10-12 år har hun arbejdet med marketing og kommunikation, og de sidste par år med HR og ledelse, inden hun for tre et halvt år siden kom til Cadpeople.

Her arbejder hun heller ikke udelukkende med sundhedsinnovation. Cadpeople har, ud fra FN's verdensmål, udvalgt visse segmenter, de især gerne arbejder indenfor. For eksempel organisationer eller firmaer inden for undervisning og grøn energi/grøn omstilling. Og også sundhedsinnovation.

- Det er et af de segmenter, vi arbejder strategisk indenfor og gerne vil arbejde endnu mere med. Vi har foden inden for nu, men vil gerne have foden endnu mere indenfor. Vores ejere, med direktør Claus Riekehr Møller i spidsen, har et hjerte, der banker for at gøre gode ting, som gør en forskel, siger Randi Bach Kirkeby.

Cadpeople arbejder med digitale løsninger til blandt andet sundhedsvæsenet fra domicilet i det centrale Aarhus. Foto: Niels Åge Skovby

Virtuel visualisering af vindmøller med indbygget træning for teknikere og installatører samt udvikling af en undervisnings-app til børn med diabetes til Steno Diabetes Center, er andre eksempler på Cadpeoples projekter.

- Huset Cadpeople tiltrak mig. Som barn drømte jeg om at arbejde i et reklamebureau, men det at vi også spiller ind med en it-vinkel, hvor det ikke bare er toppen af lagkagen med budskaber, der skal ud. Altså ikke kun marketing, men også teknologi, der stikker dybere. Vi er jo helt inde i maskinrummet med nogle af de ting, vi arbejder med, og kommer på den måde til at gøre en forskel. Vi er et marketingsbureau, men først og fremmet et visuelt digitalt bureau, og det synes jeg er helt vildt spændende, siger Randi Bach Kirkeby.

- Jeg kan især godt lide at arbejde med sundhedsvinklen, som jo har den menneskelige dimension. Det er noget, som mig og mine kolleger rigtig gerne vil, når vi får et projekt inden for døren, der handler om sundhedsvæsenet. Det er meget tydeligt inden for sundhedssektoren, at ens arbejde har en betydning for de mennesker, man arbejder sammen med.

En del af et økosystem

På projekter inden for sundhedsvæsenet samarbejder og sparrer hun med fagfolk for at få mest mulig viden om deres verden og behov.

- Det er superspændende, og de er superengagerede. De har mange dimensioner på det, de arbejder med, og det forekommer helt vildt professionelt. I udviklingen af VR-brillen krævede det nogle workshops med vidensudveksling sammen med underviserne på SOSU-skolerne, for vi skulle researche en del. Det kan dog være en udfordring for dem at finde tid til det, da de skal undervise de studerende ved siden af, at de skal mødes med os og give feedback.

På den måde er Randi Bach Kirkeby også en del af det store økosystem for sundhedsinnovation i Region Midtjylland, hvor forskningsverdenen, sundhedsvæsenet og det private erhvervsliv sammen skaber nye løsninger til gavn for borgerne.

- Ja, men sjovt nok har jeg aldrig rigtig tænkt over det. Jeg er godt klar over, at vi hænger sammen med sundhedsvæsenet på specifikke projekter, men ellers ikke. Vi bliver jo hevet med ind i økosystemet, når vi leverer ydelser inden for nogle af de ting, vi er stærke på.

- Derudover samarbejder vi da meget med andre it-virksomheder og institutioner som Alexandra Instituttet. Det har fungeret fint, og der er en stor villighed til samarbejde begge veje.