Spørgsmål-Svar: Jørgen Schøler Kristensen, lægefaglig direktør, Aarhus Universitetshospital
Foto: Tonny Foghmar
Se introduktion til portrætserien og find de øvrige afsnit her.
1. Hvordan spiller jeres organisation ind i økosystemet for sundhedsinnovation og life science i Region Midtjylland?
- Vi spiller ind på den måde, at vi jo udgør cirka halvdelen af regionens hospitalsvæsen. Og vi er et universitetshospital. Det vil sige, at vi laver omkring 2.000 publikationer om året. I forbindelse med at bedrive så meget forskning og udvikling, opstår der også en masse innovation. Vi har en masse ansatte, som faktisk laver innovative tiltag. Adskillige af dem laver firmaer selv. Mange af dem skaffer store pengemidler ved at søge fonde. Mange arbejder med rent forskning, men mange arbejder også i gråzonen mellem forskning og innovation.
- Så vi har en enorm idémaskine kørende hele tiden. Vi bidrager blandt andet ved at være nr. 11 blandt verdens 500 tophospitaler i en opgørelse fra Newsweek. Vi er placeret deroppe i kraft af kvalitet og hensyn til patienter og forskning. Men på selve innovationsdelen er vi placeret meget længere nede, og det ærgrer mig, for jeg er en af dem, der går meget op i innovation. Jeg er meget fokuseret på, hvordan vi får det hjulpet på vej.
- Vi har dog gang i mange spændende projekter, eksempelvis inden for 3D print og neurokirurgi. Flere projekter har resulteret i store ansøgninger til innovationsfonden og EU, der begge har givet penge.
2. Hvilke barrierer er der for mere og bedre sundhedsinnovation og life science er der i Region Midtjylland?
- Nogle af barrierene er jo en kulturel modvilje i systemet til at tale om innovation, der bliver til private firmaer. Man synes ikke, at det er ens gebet. "Vi er et fint, offentligt sundhedsvæsen. Vi skal da ikke lave firmaer."
- Det kunne både være privatpersoner, eller hospitalet, der lavede firmaer. Men hvordan er det juridiske grundlag for det? Hvordan er det med IPR? (Intellectual Property Rights. På dansk intellektuelle ejendomsrettigheder). Hvor er Technology Transfer Office henne i rådgivningen? Hvor er fundingen af større initiativer?
- Det er faktisk ikke så nemt. Så kulturen i systemet, sammen med uklarheder i lovgivningen om, hvad vi må og ikke må, er barrierer.
3. Hvad skal økosystemet for sundhedsinnovation og life science samlet kunne levere?
- Lige nu fokuserer vi på, hvordan vi kan mobilisere flere kræfter til at arbejde med forskning, innovation og dataanalyse. De tre områder kendetegner et universitetshospital. Men vi kan kun gøre det sammen med universitetet, fordi de har så meget basiskraft på forskningssiden, og dermed så meget, der kan omsættes til innovative idéer, så vi skal gøre det sammen med dem. Så når vi er oppe i helikopterperspektivet, skal vi sige AU-AUH.
- Desuden skal vi være mindre bange for at arbejde sammen med private firmaer. Et projekt som Tværspor, hvor man med kunstig intelligens analyserer store datamængder, så man blandt andet kan forudsige og forebygge sygdomme, er lavet sammen med private firmaer. Det kommer borgerne til gode.