Regionalpolitisk forum

Det regionalpolitiske forum om arealer til den grønne omstilling skal i 2024 arbejde med at finde løsninger på:

  • Hvordan vi sikrer arealer til øget produktion af grøn energi i Midtjylland og tilgodese alle de andre formål.
  • Hvordan vi sikrer, at øget produktion og anlæg af vedvarende energi skaber værdi for de lokalområder, der lægger arealer til.
  • Hvordan vi sikrer den bedste energiinfrastruktur i Midtjylland i sammenhæng med andre behov.

Det regionalpolitiske forum laver en række anbefalinger til løsninger og initiativer, som regionsrådet behandler. Nogle løsninger og initiativer kan Region Midtjylland selv realisere, og andre løsninger vil være mere oplagte for kommuner, stat, videninstitutioner, virksomheder, borgere og organisationer at arbejde videre med.

Læs kommissorium for regionalpolitisk forum om arealer til den grønne omstilling.

Læs kommissorium for regionalpolitisk forum om arealer til den grønne omstilling (webtilgængelig version).

Hvordan får vi arealer nok til den grønne omstilling?

Kvinde der hejser flag og vindmølle i baggrunden

Klimaforandringer, ressourcemangel og overforbrug har skabt akut behov for at sætte fart på den grønne omstilling af Midtjylland. Danmark dækker i dag kun 60 procent af sit eget energiforbrug og er derfor afhængig af energiproduktion i andre lande. De høje ambitioner om energiuafhængighed og grøn omstilling af energiproduktionen kræver plads til solceller, landvindmøller og andre former for bæredygtig energiproduktion. Samtidig er der en række andre ønsker til anvendelsen af arealerne, så plads er en mangelvare i Midtjylland og resten af Danmark.

Det er nødvendigt med fælles viden, når vi skal finde nye løsninger. Derfor har vi tegnet et billede af den grønne omstilling i Region Midtjylland. Her præsenteres data om klima, energi og arealanvendelse sammen med Region Midtjyllands egen undersøgelse af midtjydernes holdning til den grønne omstilling og det at være nabo til vedvarende energianlæg.

Læs analyse af arealer til den grønne omstilling (pdf).