Fremtidens landdistrikter
Læs om arbejdet i regionalpolitisk forum om fremtidens landdistrikter, hvor vi arbejder med at sikre bedre balance mellem land og by.
Regionalpolitisk forum
Det regionalpolitiske forum om fremtidens landdistrikter tager udgangspunkt i følgende arbejdsspørgsmål:
- Hvordan ser fremtidens landdistrikter ud?
- Hvordan mobiliserer og styrker vi landdistrikternes ressourcer i endnu højere grad?
- Hvordan gør vi det nemt for en landsby at realisere en god løsning, som en anden landsby med lignende udfordringer har udviklet?
Regionalpolitisk forum om fremtidens landdistrikter laver en række anbefalinger til løsninger og initiativer, som regionsrådet behandler. Nogle løsninger og initiativer kan Region Midtjylland selv realisere, og andre løsninger vil være mere oplagte for kommuner, stat, videninstitutioner, virksomheder, borgere og organisationer at arbejde videre med.
Læs kommissorium for regionalpolitisk forum om fremtidens landdistrikter (pdf)
Hvordan understøtter vi fremtidens landdistrikter?
Flere bosætter sig i de større midtjyske byer. Der bliver også flere mennesker i nogle landdistrikter, mens indbyggertallet andre steder falder eller står stille.
Andelen af børn i landdistrikter er faldet med 14% de seneste 10 år. Byerne vokser mest, og det gør, at forskellen mellem land og by bliver større.
Aktiviteter, liv og muligheder er anderledes i landdistrikterne, hvor befolkningsgrundlaget er mere spinkelt. Derfor skal vi finde ud af, hvordan vi gør landdistrikterne attraktive i fremtiden.
Det er nødvendigt med fælles viden, når vi skal finde nye løsninger. Derfor har vi tegnet et portræt af landdistrikterne anno 2024 med udgangspunkt i Region Midtjyllands undersøgelse af midtjydernes oplevelser af at bo på landet og i byen.