Læs om arbejdet i regionalpolitisk forum om klimatilpasning. Vi skal finde løsninger, der beskytter mennesker og natur mod for lidt og for meget vand.

Regionalpolitisk forum

Regionalpolitisk forum om klimatilpasning – når vandet (ikke) kommer tager udgangspunkt i følgende arbejdsspørgsmål:

  • Hvordan kan vi gentænke håndteringen af vandet og finde løsninger, der beskytter mennesker og natur mod både nuværende og fremtidige klimaudfordringer som tørke, oversvømmelser og stigende temperaturer?
  • Hvordan kan vi udvikle løsninger, der ikke kun afhjælper klimaudfordringerne, men også gavner naturen og gør regionen til et bedre sted at leve?
  • Hvilke internationale erfaringer og løsninger kan vi bruge til at forbedre vores håndtering af klimaforandringerne?

Regionalpolitisk forum om klimatilpasning laver en række anbefalinger til løsninger og initiativer, som regionsrådet behandler. Nogle løsninger og initiativer kan Region Midtjylland selv realisere, og andre løsninger vil være mere oplagte for kommuner, stat, videninstitutioner, virksomheder, borgere og organisationer at arbejde videre med.

Læs kommissorium for regionalpolitisk forum om klimatilpasning (pdf)

Hvad gør vi, når vandet (ikke) kommer?

Person i gummistøvler der står i noget vand

I 2018 oplevede Midtjylland en historisk tørke, hvor mange vandløb og åer tørrede ud. Det havde store konsekvenser for landbruget, økonomien i landområderne og for vandkvaliteten. På andre tidspunkter kommer store mængder regn på kort tid, hvilket giver oversvømmelser, der ødelægger veje, huse, landbrugsjord og natur.

I fremtiden kommer vi til at se flere ekstreme hændelser med tørke, høje temperaturer og oversvømmelser, derfor er vi nødt til at finde løsninger, der beskytter mennesker og natur mod for lidt og for meget vand.