Indsatsområder
Læs om de tre indsatsområder projektet Grønne kompetencer til et grønt arbejdsmarked arbejder med.
Tre indsatsområder
Den grønne omstilling skaber et hastigt voksende behov for specialiseret arbejdskraft med de rette kompetencer. Kompetencebehovet er både inden for naturvidenskab, teknologi, ingeniørvidenskab og matematik (STEM-kompetencerne), men også inden for fagområder som f.eks. ledelse, kommunikation, digitalisering og innovation – det vil sige alt det, der også er nødvendigt for at lykkes med at ændre måden som vi arbejder og tænker på, på tværs af brancher. Den grønne omstilling betyder, at der bliver stillet nye krav til uddannelserne og arbejdsstyrkens kompetencer.
Formålet med projektet er derfor at udvikle en model for, hvordan virksomheders efterspørgsel efter kompetencer omsættes til konkrete uddannelses- og opkvalificeringsforløb.
Modellen for virksomhedernes kompetenceforsyning består af tre indsatsområder:
- Afdækning af grønne jobprofiler
- Kompetenceboard
- Kompetenceudvikling og implementering i uddannelser.
Afdækning af grønne jobprofiler
Formålet med denne indsats er at identificere, hvilke kompetencer virksomheder har brug for i den grønne omstilling.
For at sikre en præcis forståelse af de kompetencer, som virksomhederne har brug for, gennemføres der i projektet en grundig afdækning af grønne jobprofiler. Dette sker gennem:
- Dataindsamling fra virksomheder via spørgeskemaer og interviews.
- Kortlægning af de tekniske og øvrige kompetencer, der er nødvendige inden for den grønne energiteknologi.
- Identifikation af kompetencegab mellem arbejdsmarkedets behov og eksisterende uddannelser.
Denne viden danner grundlaget for de to øvrige indsatser i projektet.
Rapport
Resultaterne fra den indledende undersøgelse af lokale virksomheders efterspørgsel efter grønne kompetencer og identifikation af kompetencebehov er sammenfattet i rapporten: ”Grønne kompetencer til et grønt arbejdsmarked. Identifikation af kompetencebehov i den grønne omstilling” (pdf).
Kompetenceboard – et tværregionalt samarbejde
Formålet med denne indsats er at omsætte de afdækkede kompetencebehov til konkrete handlinger. Derfor etablerer projektet et tværregionalt kompetenceboard, faglige teknikgrupper og en referencegruppe.
Kompetenceboard
Kompetenceboardet skal bestå af virksomheder, eksperter, erhvervsorganisationer og uddannelsesinstitutioner. Kompetenceboardet skal give mulighed for, at de forskellige aktører kan mødes og drøfte kompetencebehov, opsamle ny viden og være med til at omsætte behovene i uddannelserne.
Faglige teknikgrupper
Der bliver nedsat faglige teknikgrupper, der arbejder med specifikke områder som fx brint, CO2, biogas og vindenergi. De faglige teknikgrupper skal hjælpe med at udvikle kurser og uddannelser og give input til kompetenceudvikling af lærere samt læringsmål for eleverne.
Referencegruppe
Der etableres en referencegruppe, som skal sikre, at projektets resultater bliver kendt blandt uddannelsesinstitutioner og brancheorganisationer. Referencegruppen består af repræsentanter for eksempelvis uddannelsesinstitutioner, brancheorganisationer, politiske aktører og organisationer indenfor den grønne omstilling.
Kompetenceudvikling og implementering i uddannelser
I denne indsats fokuseres på kompetenceudvikling og implementering af de identificerede kompetencebehov i undervisningen. Indsatsen består af tre initiativer:
- Bootcamps hvor undervisere og eksperter skal udvikle konkrete læringsmål og undervisningsmaterialer.
- Pilotopkvalificeringsforløb af undervisere, så de får den nødvendige viden til at undervise i grønne teknologier. Der gennemføres desuden to jobshadowing forløb for undervisere fra de to erhvervsskoler der er projektpartnerne.
- Udvikling af læringsmateriale, herunder digitalt undervisningsmateriale og test af pilotuddannelsesforløb for elever.
Gennem disse initiativer sikrer projektet, at virksomhedernes behov bliver omsat til undervisnings- og opkvalificeringsforløb, så fremtidens arbejdsstyrke får de rette kompetencer til at understøtte den grønne omstilling.
Videreformidling og implementering
Erfaringer og resultater fra projektet bliver løbende delt gennem kompetenceboardet, referencegruppen ogvia projektpartnernes netværk af erhvervsskoler og uddannelsesinstitutioner i både Danmark og Norge for at sprede viden og sikre implementering på tværs af regioner.
Som afslutning på projektet bliver der udarbejdet en professionel vejledning, der skal gøre det muligt for andre aktører i EU at bruge modellen for kompetenceforsyning.