Ung i uddannelse - Ung i job
Region Midtjylland arbejder med flere kommuner for, at flere sårbare unge gennemfører en ungdomsuddannelse.
Om Ung i uddannelse - Ung i job
Formålet med projektet "Ung i uddannelse – Ung i job" er at støtte sårbare unge fra grundskole og FGU i overgangen til uddannelse eller job. Målet er at 1.500 unge får individuel tilpasset hjælp, og at mindst 90 % kommer videre i enten uddannelse eller job.
Projektet bygger på, at de deltagende kommuner ansætter ungeguides med socialfaglig eller pædagogisk baggrund. Der bliver tilknyttet en ungeguide til hver enkelt ung, som skal yde en individuel tilpasset indsats med udgangspunkt i den unges behov og interesser. Ungeguiden følger den unge fra grundskole eller FGU og sikrer, at den unge kommer godt i gang på den nye ungdomsuddannelse eller i det nye job.
Aktiviteterne i projektet kan blandt andet være målrettet vejledning, samtaler, lektiehjælp og hjælp til deltagelse i netværksgrupper.
Video
Se en kort video om projektet Ung i uddannelse - Ung i job.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Samarbejdspartnere i projektet
- Lemvig Kommune
- Struer Kommune
- Holstebro Kommune
- Ringkøbing-Skjern Kommune
- Herning Kommune
- Hedensted Kommune
- Ikast-Brande Kommune
- Favrskov Kommune
- Randers Kommune
- Norddjurs Kommune
- Skanderborg Kommune
- Skive Kommune
- Viborg Kommune.
Region Midtjylland er tovholder på projektet.
Periode og tilsagn
Projektet løber i perioden 2023-2025.
Projektet er finansieret af Region Midtjylland med 12,6 mio. kroner. Derudover har de 13 deltagende kommuner investeret samlet 12,6 mio. kroner i projektet.
Analyse af unge i Region Midtjylland - Marselisborg Consulting (2023)
Marselisborg Consulting har i en analyse for Region Midtjylland undersøgt og kortlagt unge i alderen 25-29 år uden uddannelse eller beskæftigelse i Region Midtjylland. I 2022 var 13,3% af den samlede population af unge i aldersgruppen på anden offentlig forsørgelse end SU.
Analysen indeholder en kvantitativ kortlægning af unge i målgruppen, og interviews med 12 unge for at konkretisere de udfordringer, de unge selv fremhæver som centrale.
Analyse af unge i Region Midtjylland - Marselisborg Consulting (2022)
Region Midtjylland har i samarbejde med Marselisborg Consulting undersøgt og kortlagt unge på offentlig forsørgelse i Region Midtjylland. Analysen viser, at alt for mange unge mistrives. Analysen skal bl.a. bidrage til at skabe overblik over udviklingen, og konkretisere nogle af de udfordringer, som de unge har.
Inspirationskatalog: Lovende praksis - Unge uden uddannelse og beskæftigelse
Marselisborg Consulting har lavet et katalog til fagprofessionelle med inspiration til arbejdet med at hjælpe unge i uddannelse eller arbejde. Du kan bruge kataloget til at opsøge relevant viden og som inspiration til at udvikle ungeindsatsen på tværs af kommuner, uddannelsesinstitutioner og erhvervsliv.
Læs inspirationskataloget "Lovende praksis - Unge uden uddannelse og beskæftigelse".