Den Midtjyske Strategi for Fremmedsprog
Her kan du læse om Region Midtjyllands sprogstrategi som skal bidrage til at sikre, at flere lærer og uddanner sig i fremmedsprog.
Sprog er en af fremtidens kompetencer
I Region Midtjylland vil vi styrke sprogområdet i uddannelsessystemet. Det er vigtigt for os at sikre, at befolkningen i regionen har de kompetencer, der er brug for på arbejdsmarkedet.
Alt for få unge vælger sprogfag i gymnasiet, der mangler undervisere i mange sprogfag og sproguddannelserne lukker. Samtidig er der mange virksomheder, der har behov for medarbejdere, som behersker fremmedsprog som fx tysk.
Sammen med uddannelser og erhvervsliv arbejder vi på at flere midtjyder skal blive gode til at tale fremmedsprog.
Regionsrådet har i 2020 vedtaget Den Midtjyske Strategi for Fremmedsprog. Strategien er blevet til i Rådet for Fremtidens Kompetencer.
Strategien har to overordnede målsætninger:
- At skabe sammenhæng på tværs af uddannelseskæden
- At øge interessen for fremmedsprog blandt unge i Region Midtjylland.
Sprogstrategien skal:
- Sikre at flere i både grundskole og på læreruddannelsen prioriterer sprogfag, så uddannelseskæden for fremmedsprog kan styrkes.
- Styrke dialog om, hvordan studier kan indrettes, så det bliver nemmere for eleverne at prioritere fremmedsprog.
- Styrke dialog om hvordan udbuddet af sprogfag på universitetet kan styrkes.
- Sætte fokus på behov for at udvikle gode efteruddannelser på sprogområdet.