Uddannelsespulje
Region Midtjylland administrerer Uddannelsespuljen på 24 mio. kr., som kan søges af uddannelsesinstitutioner. Søg puljen på denne side.
Om puljen
Uddannelsespuljen støtter projekter, der udvikler nye fag, studieretninger og lignende. Puljen kan søges af uddannelsesinstitutioner, der udbyder almene og erhvervsrettede ungdomsuddannelser og almene voksenuddannelser.
I 2025 er der 24 mio. kr. i puljen, og man kan søge i to puljer:
- Den åbne pulje (20 % af de årlige midler)
- Temapuljen (80 % af de årlige midler).
Region Midtjylland indgår som en aktiv og sparrende aktør i projekterne. Det betyder, at Region Midtjylland følger projekterne tæt via løbende sparring med projektansøger, deltagelse i statusmøder. Derudover vil regionen sikre, at viden og erfaringer deles på tværs af regionens uddannelsesinstitutioner.
Temadag
Region Midtjylland holder temadag om Uddannelsespuljen.
- Dato: 13. januar 2025, kl. 9.00-13.00.
- Sted: Golf Hotellet i Viborg, Hans Tausens Allé 2, 8800 Viborg.
Tilmeldingsfrist: Mandag den 6. januar 2025 kl. 12.
I tilmeldingen skal du vælge dig ind på ét af følgende temaer, hvortil du vil deltage i gruppedrøftelser i workshopdelen:
- Kultur i uddannelsen
- Campusdannelse
- Styrket samarbejde mellem sundhedssektoren og de gymnasiale uddannelser
- Den Åbne Pulje
Den åbne pulje
Puljen støtter mindre projekter uden fastlagte temaer. Projekter i den åbne pulje kan fx fungere som forprojekter til fremtidige ansøgninger til temapuljen, EU's puljer eller private fondsmidler.
Temapuljen
Puljen støtter større og længerevarende projekter med et bredt partnerskab af uddannelsesinstitutioner, virksomheder og andre relevante organisationer.
I 2025 støtter vi projekter inden for tre fastlagte temaer: Kultur i Uddannelsen, Campus dannelser og samarbejder mellem Gymnasier/HF og hospitaler.
Hvis du søger temapuljen, skal du sende en forhåndstilkendegivelse med en beskrivelse af projektideen til Region Midtjylland.
Frist for at indsende forhåndstilkendegivelse er 5. februar 2025 kl. 12.00.
Forhåndstilkendegivelsen skal sendes via den digitale ansøgningsskabelon på GrantOne:
Send forhåndstilkendegivelse.
Temaer i temapuljen
Kultur i uddannelsen
Projekter under dette tema skal styrke skolernes faglighed ved at indgå i et samarbejde med en eller flere kulturaktører i Region Midtjylland. Der skal i samarbejdet være fokus på at styrke skolernes faglighed og elevernes muligheder for at forholde sig undersøgende til læring med vægt på kritisk analyse, kreativ tænkning og innovative processer.
Kultursektoren og kulturens aktører har en særlig tilgang til faglighed og er stærke på processer og den kreative og relationelle tilgang til et emne. Den tilgang vil i mange fag kunne bidrage til et nyt og styrket blik på fagets kerne, og vil for den enkelte elev kunne bidrage med nye veje til egen læring og derved skabe en ny dynamik og samarbejdsform i klassen.
Find fx inspiration i denne kortlægning af samarbejde mellem kulturaktører og erhvervsskoler (pdf)
Campusdannelse
Campusdannelse kan være med til at sikre bredt uddannelsesudbud og fællesskaber på tværs af uddannelser i regionen. Fordelene med campusdannelser kan være at tænke studiemiljø, undervisning, eller faciliteter på tværs af uddannelsesinstitutioner for derved at skabe attraktive studiemiljøer, der kan tiltrække elever til uddannelserne.
Projekter under dette tema kan omhandle indsatser i forbindelse med etablering og udvikling af campusmiljøer. Det kan f.eks. omhandle støtte til organisationsudvikling, fagligt samarbejde på tværs af uddannelser, kompetenceudvikling af undervisere, oprettelse af valgfag på tværs af uddannelser, elevaktiviteter på tværs af uddannelser m.v.
Styrket samarbejde mellem sundhedssektoren og de gymnasiale uddannelser
Den demografiske udvikling med bl.a. flere ældre og faldende ungdomsårgange har stor betydning for det fremtidige udbud og efterspørgsel af velfærdsuddannede. Analyser peger således på, at der i 2030 vil mangle ca. 35.000 velfærdsuddannede på landsplan. Region Midtjylland står med en udfordring om, at tilstrækkeligt mange unge vælger en velfærdsuddannelse og vil derfor gerne understøtte projekter, der sigter mod at fremme rekrutteringsmulighederne fra de gymnasiale uddannelser til velfærdsuddannelserne.
Projekterne kan bl.a. omfatte muligheder for at stifte bekendtskab med sundhedssektoren gennem projektopgaver, studiejobs, praktik, sabbatårsjob, m.v. Projekterne kan også omhandle initiativer, der sigter mod at få flere mænd i de mest kvindedominerede fag.
Tidsplan
- 13. januar 2025: Temadag om Uddannelsespuljen
- 5. februar 2025: Forhåndstilkendegivelse til temapuljen
- 5. marts 2025: Ansøgningsfrist til begge puljer
- 7. maj 2025: Behandling i udvalget for regional udvikling
- 21. maj 2025: Behandling i regionsrådet
- 29. maj 2025: Tilsagn og afslag sendes.
Hvem kan søge puljen
Puljen kan søges af uddannelsesinstitutioner, der udbyder almene og erhvervsrettede ungdomsuddannelser samt almene voksenuddannelser.
Oversigt over uddannelser, der kan ansøge om tilskud:
- Højere forberedelseseksamen
- Studentereksamen
- Højere handelseksamen
- Højere teknisk eksamen
- Grundforløbene og hovedforløbene på erhvervsuddannelserne
- FGU – forberedende grunduddannelse
- Almen voksenuddannelse
- Forberedende voksenundervisning
- Ordblindeundervisning for voksne.
Projektbanken
I projektbanken kan du finde de projekter, som siden 2018 har fået støtte gennem Uddannelsespuljen. Her kan du søge inspiration og læse om projekternes indhold.
Besøg ProjektbankenAnsøgning
Ansøgningsfrist for regionens uddannelsespulje er:
- 5. marts 2025.
Frist for at indsende forhåndstilkendegivelsen til Temapuljen er:
- 5. februar 2025.
Puljen kan kun søges gennem regionens digitale ansøgningssystem GrantOne. Systemet bruges både til indsendelse af ansøgning samt løbende dialog og afrapportering på projektet.
Ansøgere skal oprette en ansøgerprofil i systemet for at kunne indsende en ansøgning.
Hvis I er flere, der skal have adgang til den samme ansøgning, skal I oprette jer enkeltvis og inviteres ind på samme ansøgning. Der kan kun være en ad gangen som retter i ansøgningen.
Tekniske spørgsmål til systemet kan rettes til support@grantone.dk.
Spørgsmål til puljen og ansøgningsskemaerne kan rettes til regionens Uddannelsesteam.
Søg UddannelsespuljenKriterier og krav
Inden du ansøger Region Midtjyllands uddannelsespulje, skal du sætte dig ind i standardvilkårene og støtteberettigelsesreglerne for udviklingspuljen.
Læs standardvilkår og støtteberettigelsesregler for Region Midtjyllands udviklingspuljer (pdf).
Projekter skal leve op til følgende kriterier:
- Ved projekter med et samlet projektbudget på 250.000 kr. eller mere er der krav om revisorpåtegning af det samlede projektregnskab.
- Ved projekter med et samlet projektbudget på mindre end 250.000 kr. skal der laves en ledelseserklæring på projektregnskabet.
- Medfinansieringen skal udgøre minimum 25 % af den samlede projektsum.
- Hovedparten af projektets aktiviteter og økonomi skal rettes mod eleverne på de tilskudsberettigede uddannelsesinstitutioner.
- OBS: Timeregistreringen skal fra august 2024 kun underskrives af projektmedarbejderen.
Lønudgiften for alle projektpartnere afregnes enten med en standardsats på 400 kr./t (gældende pr. 1. januar 2024) eller på baggrund af faktisk afholdte omkostninger.